Download Gratis e-bog (PDF) - Aarhus Universitetsforlag

Forskellige opvækstmiljøer giver forskellige muligheder for etablering af
selvet. Winnicott (1965) beskriver, hvordan visse børn og unge presses til
at etablere et såkaldt „falsk selv“ for at overleve psykologisk, mens andre i
højere grad får mulighed for at fremvise deres „sande selv“. Inden for den
eksistentielle og humanistiske psykologi opfattes muligheden for at realisere
og fremvise, hvem man virkelig er, som et centralt menneskeligt behov,
der betegnes med ordet autenticitet (Jacobsen, 1998: 199ff).
Spørgsmålet er nu, om erfaringen af at kunne „være sig selv“, dvs. føle, at
man er i overensstemmelse med sig selv, varierer med køn og alder. Sammenholder
vi med de generelle teorier om køn og alder, der er redegjort
for i kapitel 1, er der ikke grund til at forvente kønsvariationer. Det virker
mest sandsynligt, at de to køn på hver sin måde etablerer deres selv og deres
væren-sig-selv. Derimod virker det rimeligt at antage, at jo mere differentieret
og reflekteret en opfattelse, man har af, hvem man selv er, desto mere
er det muligt og sandsynligt, at man kan leve eller være i overensstemmelse
med sig selv, altså at selvrealiseringen stiger med stigende alder.
Lad os betragte nogle eksempler på, hvordan oplevelsen af at kunne være
sig selv fremtræder hos eleverne. En pige i 4. klasse på Midtsjælland udtaler
følgende om elevernes muligheder for at være sig selv:
Man skal være den, man selv er. Fordi at vi spiller nogle gange sådan
lidt smarte over for hinanden. Det har jeg ikke så meget lyst til, men
selvfølgelig kommer jeg til det selv. Men vi skulle ikke spille en anden,
vi skulle være os selv. Og så skulle vi ikke sige dumme ting til hinanden.
Vi skulle være fælles om en masse ting… Vi har sådan en i vores klasse,
der hedder Morten. Han er meget pivset. Han kommer til at græde, hvis
der er nogen, der driller ham. Og så en, der hedder Valdemar, han har
et meget stort temperament. Så hvis man kommer til at drille ham, så
kan han begynde at kaste stole. Det er jo ikke særlig godt. Det er nogle
gange, de der bøller, de der seje drenge, som synes, at de er så seje. De
driller dem. Det synes jeg er synd for dem, der bliver drillet med det.
For denne pige er det vigtigt, at man i klassens sociale miljø har lov til at
være den, man selv er, uden at det udløser drillerier. Hun har observeret,
at to af drengene i hendes klasse ikke får lov til at være sig selv. De kan
eller vil ikke „spille smarte“ og bliver derfor drillet i en sådan grad, at det
medfører frustration og afmægtig adfærd. Her er det således et væsentligt
problem for de to implicerede, at de ikke tillades at være sig selv. Selvom
pigen her ræsonnerer sig frem til en forståelse af problemerne ved at få
krænket sin individualitet, så bygger hendes tanker på konkrete erfaringer.
45