Download Gratis e-bog (PDF) - Aarhus Universitetsforlag

Så skriver vi ideer op på tavlen. Vi skiftes til at sige, hvad man godt kunne
tænke sig. Til sidst stemmer vi så om det. Fordi det kan være, at selvom
man har sagt noget selv, så synes man, noget af det, de andre har sagt, var
bedre… Vi stemmer som regel om det, men altså, hvis der så er to emner
tilbage, så plejer vi gerne også at sidde at snakke om, hvad der så ville
passe bedst. Lige sådan hurtigt.
I diskuterer det, inden I stemmer om det eller hvad?
Ja, engang imellem gør vi, men det er meget forskelligt. Det kommer også
an på, hvor meget tid vi har. Det kan jo godt tage sin tid, inden alle får
sagt, hvad de gerne vil have at sige.
Kan du huske en situation, hvor I har diskuteret det?
Ja, det gjorde vi faktisk med den der avis der, fordi der var ingen grund
til at stemme. For der var ja, og der var nej. Så sad vi så og snakkede lidt
om – jamen, vil det være godt at prøve? Vi tog jo ikke skade af at lave
lidt artikler og sådan noget. Noget journalistagtigt. Det blev så til et ja, så
vi var med i den konkurrence. Vi fik diskuteret til et ja. Læreren startede
med at spørge ad: „Kunne I tænke jer det der“. Og så var der nogle, der
råbte ja og nej. Det var vildt forvirret. Så fik vi så en ordstyrer. Så skulle
man argumentere igen for, hvorfor man ikke ville. Man skulle ikke bare
sige nej. „Jamen jeg vil ikke, fordi det er kedeligt“ eller et eller andet, det
går heller ikke. Det skal være et eller andet med, hvorfor man lige vil.
Ikke, fordi det er kedeligt, fordi det kan godt blive sjovt, hvis der er en
hel klasse, der er med. Man kommer med sine argumenter på kryds og
tværs. Til sidst gik det op for alle, jamen, der var jo egentlig ikke noget
problem for ikke at gøre det.
I beslutningsprocesserne i denne klasse veksles mellem afstemninger og
diskussion. Forslag til beslutninger, hvorom der skal stemmes, skrives op på
tavlen, og afhængigt af tid og antallet af forslag skrides mere eller mindre
hurtigt til afstemning. Hvis der ikke er mange forslag, så diskuterer man sig
hellere frem til det bedste forslag.
Som citaterne fra før viser, kan beslutningsprocesser i klassen antage mange
forskellige former. Vi har set eksempler på, at man kan diskutere sig frem til
en løsning, man kan stemme om det, man kan trække lod, eller læreren kan
sætte sin vilje igennem. Vores indtryk fra observationer og interview er, at
det ofte virker noget tilfældigt, hvilke beslutningsformer der anvendes, og
at der i en del tilfælde ikke synes at ligge bevidste pædagogiske overvejelser
bag den måde, klassen lærer at træffe beslutninger på.
Lad os nu se nærmere på beslutningsmønstrenes udbredelse. Først ser vi på
omfanget af uenighed i klassen. Vi stillede spørgsmålet: Hvor tit er I så uenige
om noget i klassen, at I ikke kan blive enige? Svarene fremgår af tabel 6.1.
112