Download Gratis e-bog (PDF) - Aarhus Universitetsforlag

Hvor de øvrige citater fremhæver den verbaliserede uenighed, så er der
her tale om en elev, der gør opmærksom på sin uenighed igennem sit
kropssprog. Selvom nonverbal kommunikation formentlig er vigtig i klasseværelset,
så betragter vi den ikke som afgørende for den demokratiske
erfaringsdannelse. Vi ved ikke, om muligheden for at ytre sig er til stede for
drengen, men idet han undlader at verbalisere sin uenighed, så vælger han
også at forholde sig passivt i den demokratiske proces. I sådanne situationer
er det op til lærerens opmærksomhed og fornemmelse for situationen, om
drengen skal opfordres til at udtale sin uenighed, eller om han blot skal
have lov til at være sur.
En anden elev har anderledes erfaringer fra diskussioner internt mellem
eleverne i sin klasse:
Ja, nogle gange så kommer jeg med sådan nogle mærkelige meninger en
gang imellem, fordi at så kommer klassen med én mening, og så kommer
lille mig med en mening for mig selv. Så er jeg ikke så god til at forsvare
min mening, når de kommer med spørgsmål, så jeg bliver nødt til at sige
okay.
Så du mangler simpelthen argumenter?
Næh, det er mere for ikke at komme op og skændes med resten af klassen,
så siger jeg okay, I har ret. På en måde kan jeg godt lide det, men på en
anden måde, så synes jeg også, det er irriterende, at der ikke er andre, der
har det på samme måde, som kunne bakke mig lidt op.
I forhold til de to forrige citater er det tydeligt, at eleven i dette citat ikke
oplever samme ytringsfrihed som de andre. Eleven betegner sine egne
meninger som mærkelige. Dette skal formentlig forstås i forhold til en
umiddelbart gældende „standard“ hos flertallet i klassen. Eleven føler en
eller anden form for pres, der får vedkommende til at censurere sig selv i
sin meningsfremførelse. I stedet for at fastholde sin overbevisning, så bøjer
eleven sig for et meningsflertal i klassen, som vedkommende ikke er i stand
til eller har lyst til argumentere imod. Naturligvis kan det „at bøje sig“ også
ses som en væsentlig demokratisk erfaring, men hvis der er en generel tendens
til, at den enkelte elev ikke vil sige sin mening, fordi den er i konflikt
med klassens, så er det en stærk, om end indirekte, begrænsning af elevens
ytringsfrihed. At fællesskabet således lægger begrænsninger på den enkeltes
ytringsfrihed, er uacceptabelt i en liberal tradition, som vægter individets
frihedsrettigheder.
Lignende erfaringer udtrykkes hos følgende elev:
54