Download Gratis e-bog (PDF) - Aarhus Universitetsforlag

til, at den enkelte har mulighed for at være, leve og opføre sig i overensstemmelse
med sine egne dybere værdier i stedet for at skulle spille en anden.
Vi opfatter muligheden for i rimeligt omfang at kunne „være sig selv“
som en central indikator for den liberale demokratikultur i skoleklassen.
Dette må ikke misforstås derhen, at det skulle være muligt eller ønskeligt,
at vi alle er os selv 100 pct. og altid kan gøre, lige hvad vi har lyst til. Så
langt fra. Både hensynet til og respekten for vores medmennesker og vores
indlejring i en institution (her en skole), der har formål med os, gør, at
vi ikke kan være os selv 100 pct. i den her angivne betydning. Men hvis
omvendt størstedelen af eleverne angiver, at de ikke kan være sig selv i klassen,
har klassen, må man sige, et markant liberal-demokratisk deficit. Den
vil i så fald give et for utilstrækkeligt grundlag for opøvningen af elevernes
menings- og ytringsfrihed.
Lad os indledningsvis betragte ideen om at være sig selv, som den er
behandlet i andre forskeres arbejde. Den liberale demokratiteori fokuserer
mest på de ydre rammer for demokratiet. Men man er godt klar over, at
bestemte psykologiske, sociale og kulturelle forudsætninger skal være til stede
for, at liberal demokratiudøvelse kan finde sted. Med et begreb hentet fra
Erich Fromm (1955) kan man sige, at liberal demokratiudøvelse er baseret
på tilstedeværelsen af en bestemt menneskelig socialkarakter, en bestemt
samfunds- og kulturbestemt mennesketype.
Den liberale demokratiudøvelse er således funderet på mennesker, der er
dannet som individer, dvs. har et individuelt særpræg. At være medlem i et
kollektiv er ikke tilstrækkeligt. At have et individuelt særpræg indebærer,
dels at man rent faktisk skiller sig ud fra andre og er forskellig fra andre på
visse punkter, dels at man har en bevidsthed om denne forskel og dette
særpræg, en selvbevidsthed.
I udviklingspsykologien har man de seneste årtier foretaget undersøgelser
og udviklet teorier om, at personens selv (selvbevidsthed, selvopfattelse)
dannes langt tidligere end før antaget (Cole & Cole, 2001; Sommer, 2003).
Allerede kort efter fødslen starter den centrale selvdannelsesproces, og den
fortsætter og udbygges hele vejen op gennem udviklingsforløbet (Stern,
2000). I 10-16-års-alderen (fra 4.-9. klasse) udbygges selvdannelsen ved, at
opfattelsen af, hvem man er, og hvad man står for, bliver langt mere differentieret.
Selvopfattelsen indbygger i stigende grad sammenligninger med
andre samt de mellemmenneskelige konsekvenser af at være på en bestemt
måde (Cole & Cole, 2001: 589). Op gennem alderen differentieres den
enkeltes selvopfattelse, men den bliver også gradvist mere velintegreret.
44