Download Gratis e-bog (PDF) - Aarhus Universitetsforlag

M e n i ngs - o g y t r i ngs f r i h e d
Som en anden væsentlig del af det liberale rettighedskompleks spurgte vi
til oplevelserne af personlig menings- og ytringsfrihed. Disse spørgsmål
handlede om, hvorvidt eleverne oplevede at kunne komme frem med deres
mening i klassen.
At kunne give udtryk for sine synspunkter og meninger er et centralt
træk ved den mennesketype, der svarer til eller er funktionel for det liberale
demokrati. I sin ydre form tildeler demokratiet borgeren en ytrings- og
meningsfrihed, en ret til at ytre sig og mene noget. Men i sit indre liv
realiseres demokratiet kun, hvis borgeren i rimelig udtrækning magter at
udnytte eller udfylde denne ret. Den relevante psykologiske egenskab kan
vi betegne som menings- og ytringsevne. I psykologisk forstand er denne
evne – ud over dens vidensmæssige og kognitivt/sproglige komponenter
– baseret på tilstedeværelsen af en rimelig portion selvfølelse og selvværd,
jf. forrige afsnit. Udviklingen af denne evne hos den almindelige befolkning
er historisk foregået op igennem de sidste århundreder, og processen pågår
endnu. Ikke så få savner stadig selvværd og mod til at sige deres mening,
hvilket fremgår af en række populære kurser og bøger om emnet. 3
Borgerens menings- og ytringsevne kommer på særlig prøve, når man
står alene mod en overmagt af autoriteter eller andre mennesker. Dette har
vi prøvet at indbygge i undersøgelsens spørgsmål, som læseren vil se om
lidt.
Flere klassiske socialpsykologiske undersøgelser viser, hvor svært det er
for det moderne menneske at stå fast som individ over for et pres både fra
ligestillede og fra autoriteter. Solomon Asch (1951) lod collegestuderende
deltage i en gruppe, hvor man skulle bedømme, om længden af en fremvist
linje var lig med den ene, den anden eller den tredje af tre andre fremviste
linjer. Svaret var enkelt og let at give, men blev gjort vanskeligt ved, at de
øvrige gruppemedlemmer var instrueret i at afgive forkert svar. Det viste
sig nu, at godt en tredjedel af forsøgspersonerne afgav forkerte svar, fordi
de ikke var i stand til at stå op mod gruppepresset. Knap to tredjedele afgav
korrekte svar, men en del angav, at de havde været meget i tvivl og følt
situationen ganske ubehagelig.
Forsøget er blevet gentaget med 7-10-års-børn (Berenda, 1950), og her var
evnen til at holde fast i det korrekte svar dårligere end hos de voksne. Man
kan nu spørge, hvad forskel der er på de individer, der bukker under for
gruppepresset, og dem, der kan stå fast på deres opfattelse. Crutchfield (1955)
50