Download Gratis e-bog (PDF) - Aarhus Universitetsforlag

gældende, ikke kommer nogle andre steder fra end fra menneskene selv.
Når samfundets normer således ikke kommer fra en transcendent orden, er
der imidlertid også vide muligheder for at debattere, hvordan en fornuftig
udformning af et demokratisk samfund ser ud. Den liberale og den republikanske
tilgang giver to forskellige bud på, hvilke elementer der er centrale
i demokratiet, og på hvilke måder disse elementer må organiseres.
Den republikanske demokratitilgang fremhæver fællesskabet som udgangspunktet
for den menneskelige selvbestemmelse og ser derfor den brede
politiske deltagelse som forudsætningen for såvel den enkeltes frihed som
politikkens legitimitet. Demokrati identificeres med kollektiv selvbestemmelse
på grundlag af udstrakt politisk deltagelse.
De liberale demokrater ser på deres side demokratiet som et middel til at
sikre individets frihed gennem afgrænsning fra ydre påvirkninger. Således
er demokrati en måde, hvorpå individuelle interesser kan aggregeres under
udstrakt beskyttelse af individets ret til selvbestemmelse. Denne tilgang
betoner i videst mulig omfang individets uhindrede selvudfoldelse. Altså
er menneskenes selvbestemmelse i en liberal optik et spørgsmål om menneskets
mulighed for at udleve sin individualitet uden at blive begrænset
uretmæssigt.
Den forskel i perspektiv, der her er skitseret mellem republikansk og liberal
demokratiforståelse, påpeger en spænding, der er tradition for at tematisere
i begrebsparret „individ og fællesskab“. Begge de behandlede opfattelser af
demokrati forholder sig til denne spænding, men opfatter altså den rette
balance forskelligt.
Ud fra et liberalt perspektiv er der grund til at nære bekymring for det
enkelte individ i kollektiviteten. Frygten er, at fællesskabet ikke vil tolerere
det enkelte menneskes særlige behov og udfoldelser. Skepsissen over for
fællesskaber skyldes disses tendens til at blive dominerende, idet de består i
mere end „summen“ af de individuelle interesser og dermed får deres eget
liv. Den liberale løsning går ud på at formulere individuelle demokratiske
rettigheder, det vil sige grænser for, hvad kollektiviteten må blande sig i.
Uden for disse grænser stilles der krav om udstrakt tolerance, det vil sige,
at individet i høj grad kan gøre, som det vil, så længe dets handlinger ikke
begrænser andres frihed.
Ud fra et republikansk perspektiv er bekymringen en anden. Aggregeringen
af de individuelle interesser ses ikke som et tilstrækkeligt fundament
for demokratiet, idet borgernes frihed sikres gennem at have del i fællesviljen.
At enkeltindivider afgiver deres stemme, anses således ikke som et
40