Download Gratis e-bog (PDF) - Aarhus Universitetsforlag

BOKS 6 . 2.
Observation B: ”Dansktimen”
Vi er i en 9. klasse på en skole i København. Klassen skal have dansk. Læreren ankommer
til klassen, hvor næsten alle elever sidder på deres pladser. Der er en elev,
der lidt forsinket kommer ind i klassen og skynder sig ned på sin plads. Læreren ignorerer
det. Læreren indleder med at sige: “Sikke et dejligt vejr, det er i dag. Vi skal have
noget lys ind – solen skinner”. Hun går hen og trækker gardinerne fra vinduet.
Mads er i gang med at småhviske til sidemanden. “Mads, nu stopper du altså”, udbryder
læreren i almindeligt toneleje. Mads nikker anerkendende og kigger ned i bordet.
Han holder op med at vippe på stolen.
Læreren går lige til sagen: “I går havde I diktat. Jeg ved, de var svære. Jeg var til et
møde i går aftes, men ville gerne have rettet jeres diktater til i dag, så derfor brugte
jeg det meste af natten på at rette dem. For det tog en del tid – de var nemlig svære!
Alle jer, der er vant til at score 10 eller 11 i diktat – den tid er slut. Det vil sige, at vi
har fået en større midtergruppe, altså flere der ligger på 6, 7 og 8. Og det er jo ikke
tilfredsstillende for jer. Så jeg har tænkt meget over, hvad vi skulle gøre. Det kan ikke
passe, at I ikke skal have nogen højere karakterer. Hvad synes I? Var opgaverne meget
svære?” En af eleverne – Karin – kommer med sin kommentar: “Jeg synes altså de
var ret svære, og derfor er det godt, at der bliver gjort noget ekstra. Men hvad, det er
lidt svært at svare på”. Karin kigger op i luften og kniber øjnene sammen, mens hun
fortsætter: “Måske skulle vi gøre det sådan, at vi fik nogle flere diktater for hjemme”.
Det var Karins konstruktive bud. Flere af de andre elever har i mellemtiden rakt hånden
op og markeret, at de gerne vil sige noget. Mads kommer med sit forslag: “Måske
skulle vi gøre det sådan, at du bare gennemgik dem grundigt. Altså mere grundigt
herovre i klassen”. Læreren svarer på Mads forslag: “Ja, det er selvfølgelig et forslag.
Men så skal I også være interesseret. For jeg kender godt det med, at når man har fået
sin diktat tilbage, så er man lidt ligeglad med den gennemgang, der skal ske bagefter.
Man har jo fået sin karakter. Men er I med, så er det klart en god idé”. Flere af
de elever, der havde rakt hånden op, har fået den ned igen. Men så henvender læreren
sig igen til hele klassen: “Hvad siger I? Skal vi gøre som Mads foreslår og eventuelt
kombineret med Karins forslag om flere diktater?”. Pause. Man hører kun nogle
skramle med penalhusene. Nogle sukker. Læreren går til dem igen: “Nå, hvad siger
I?”. Flere af eleverne giver udtryk for, at det er en god idé. Marie markerer: “Jeg synes
altså, det er en god idé, det med at vi gennemgår det grundigt herovre i klassen”.
De fleste i klassen istemmer samstemmende. Det får læreren til summe op: “Fint, jeg
tror, det er en god idé, for jeg er sikker på, at det er noget, der batter!”.
Læreren udleverer diktaterne. Eleverne fortæller, hvad de har fået i karakter. “Øv”, siger
mange. De oplever alle sammen, at de ikke har fået så høj en karakter, som de
plejer. Læreren begynder at gennemgå diktaterne efter, at hun har været rundt og givet
de enkelte elever kommentarer på deres individuelle diktat. Der hersker en smule
uro i klassen. Læreren går rundt i lokalet. Hun bruger tavlen i gennemgangen. Hun
har et åbent kropssprog og bruger betoninger i sit sprog. Hun lader forskellige elever
svare, uden at de har hånden oppe. I løbet af diktatgennemgangen kommer der en
del uro fra Mads. Læreren henvender sig til ham: “Mads, vi havde en aftale, som I var
med til at lave, om at I skulle være med, når vi gennemgår diktat – okay?”. Mads er
rolig nu.
117