Skolen og den sociale arv - PISA-undersøgelse

“tysse-strategien” giver til gengæld mange, mange afbrydelser i det, der er
klassens fælles aktivitet.
Den sidste strategi ser ud til at være den bedste af de tre – nemlig
at gøre børnene opmærksom på, hvordan de skal gøre bestemte ting.
Imidlertid er billedkunstaktiviteten præget af stor lyst, engagement og
hyggelig samtale blandt de børn, der sidder i nærheden af hinanden, alt
sammen faktorer, der ikke med lige så stor mening kan gælde for alle andre
faglige aktiviteter.
Centerskolen har et relativt uhomogent elevgrundlag med hensyn
til sociale og uddannelsesmæssige ressourcer, og i klassen er der en blanding
af styrker og svagheder ressourcemæssigt. Det kan give mulighed for,
at de stærke elever bidrager til at løfte de svagere, men på grund af mobning
har det ikke altid været tilfældet. Som nævnt er der på skolen en
samlet fælles strategi med fokus på at udvikle elevernes sociale kompetencer,
og der er ligeledes en samlet strategi vedrørende forældresamarbejde, så
den enkelte lærer kan regne med støtte fra ledelsen til at varetage dette,
hvis der opstår problemer.
I den praktiserede undervisning ses en høj grad af elevinvolvering
og lav grad af rammesætning. Der er en vis grad af klassifikation, i og med
at aktiviteterne følger skoleskemaet lektion for lektion, men i den samme
lektion kan der indgå forskellige aktiviteter, der involverer forskellige børn.
Børnene kan i en række tilfælde selv vælge, hvor de vil opholde sig,
mens de arbejder – blot de faktisk arbejder med det faglige indhold, som
det er meningen. I klasselokalet kan børnene placere sig i “den røde lænestol”,
på gulvet eller ved et bord, blot de læser, når dette er den faglige
opgave. Det er en ritualiseret praksis i klassen, at de kan vælge disse
arbejdspladser i dansk, og det er lige så ritualiseret, at de kan vælge at
opholde sig enten i klasselokalet eller på gangen i matematik. At denne
praksis er ritualiseret, betyder, at børnene forventer bestemte muligheder
og i vid udstrækning anvender disse muligheder, sådan som de tidligere har
erfaret, at læreren finder det acceptabelt. På gangen kan man ligge, sidde
eller stå op og arbejde med matematikopgaver – og man kan føre dæmpede
samtaler om både matematik og andre emner.
For to temmelig urolige drenge fra ressourcesvage familier med lav
indtægt og ringe overskud giver disse valgmuligheder plads for motorisk
bevægelse og afvekslende brug af kroppen. De arbejder koncentreret med
de faglige opgaver – men har brug for jævnlig lærerstøtte og vejledning
undervejs. Det er der imidlertid også en del af de andre elever, der har.
Denne tilrettelæggelse af arbejdsmuligheder og lærernes muligheder for at
SOCIAL ARV, SAMSPIL OG LÆRING I SKOLEN 105