Skolen og den sociale arv - PISA-undersøgelse

skeligt at opleve skolens krav og udfordringer som værdifulde at engagere
sig i. Det er en udfordring for skolen at bibringe disse børn egne oplevelser
af skolens værdi og meningsfuldhed.
Når rekontekstualisering mellem hjem og skole svækker
oplevelsen af sammenhæng
Den familiehabitus, der danner grundlag for den symbolske kapital hos
børn med negativ social arv og dermed for, hvad der opleves som meningsfuldt
og motiverende at handle i forhold til, giver ofte ikke uddannelsesbestræbelser
stor værdi og leverer ofte heller ikke ressourcer til at
honorere uddannelsessystemets krav og udfordringer, så disse umiddelbart
opleves som begribelige og håndterlige. Hvis skolens og uddannelsessystemets
krav og udfordringer skal opleves som meningsfulde for børn med en
sådan habitus, er det derfor afgørende, at skolens ethos og praktikker åbner
muligheder for, at disse børn kan få stærke oplevelser af sammenhæng i
skolens aktiviteter, på trods af at disse praktikker og værdier kan være meget
anderledes end i børnenes hjem. Børnene skal altså lære ved at orientere sig
i forhold til flere forskellige værdier og praktikker – de skal lære og udvikle
sig med “splittet habitus” eller ved at “overskride modsætninger mellem
forskellige livsstile”.
Det er en udfordring for skolen at støtte børn med negativ social
arv til at lære og udvikle sig i skolen uden at kunne trække på ressourcer
og støtte i hjemmet, men alene støttet af ressourcer og anerkendelse i
skolen.
At anerkende kompetencer, der er svære at se og genkende
Både skolens habitus, lærerens habitus og den pædagogiske diskurs medvirker
til at etablere skolen som muligt læringsrum. Det kan give særlige
vanskeligheder for børn med negativ social arv, der ikke har en habitus,
som giver grundlag for genkendelse og oplevelse af begribelighed, håndterbarhed
og meningsfuldhed i denne kontekst. Dertil kommer, at disse
børns egne udtryk kan give grundlag for, at de opleves som inkompetente
i forhold til at indgå i den pædagogiske diskurs, dvs. de faglige aktiviteter
og skolens praktikker, af lærere og af “kompetente elever” i skolen. Dermed
rammes socialt udsatte børn også i særlig grad af skolens selekterende
funktion og kan risikere kun at få ringe udbytte af skolens kvalificerende
funktion.
Både lærere og “kompetente elever” kan have svært ved at anerkende
de kompetencer, socialt udsatte børn har. Fra mange sider får de
SAMMENFATNING 141