Debatoplæg om aktivt ejerskab - Finansministeriet

analyse ligesom nogle af de øvrige heller ikke tager højde for, hvem de bagvedliggende
investorer er (f.eks. husholdning eller pensionskasse) og deres
evne til at bære tab.
Den betydelige udvikling af institutionelle investorer gennem de senere år har
f.eks. betydet, at det koncentrerede ejerskab – i hvert fald i betydningen flere
betydelige enkeltaktionærer – godt kan forenes med lav risiko. De institutionelle
investorer forvalter således meget store formuer relativt til de enkelte
husholdninger, og har derfor gode muligheder for at sprede deres investeringer
og samtidig opnå høje ejerandele.
I modsætning til Thomsen og Pedersen (1997) findes i Schleifler & Vishny
(1986) en positiv sammenhæng mellem en koncentreret ejerstruktur og virksomhedernes
performance, og også Zeckhouser & Pound (1990) når til samme
resultat i brancher, hvor der ikke kræves særlig kompetence for at gennemskue
virksomhedsforholdene. Derimod finder Zeckhouser og Pound ingen
sammenhæng i de brancher, der fordrer mere specifik viden. Forskningsog
udviklingsintensiteten i de enkelte virksomheder anvendes til at skelne
mellem de to branchetyper, hvor høj forsknings- og udviklingsindsats korresponderer
med de brancher, der kræver særlig indsigt.
I Thomsen og Pedersen (1997) testes Zeckhouser og Pounds resultat på europæiske
data, men i denne analyse konstateres ingen sammenhæng mellem
ejerstrukturer og virksomhedernes forsknings- og udviklingsintensitet.
Hill og Snell (1989), hvis analyse omfatter 122 store amerikanske virksomheder,
finder også en positiv sammenhæng mellem en koncentreret ejerstruktur
og virksomhedernes produktivitet. Analysen viser også, at en koncentreret
ejerstruktur indebærer en mindre tilbøjelighed til, at virksomhederne
breder sig over marginale aktiviteter – f.eks. gennem opkøb af nye virksomheder
– der har begrænset tilknytning til kerneområder. Det sidste har
ofte vist sig at være forbundet med ringe efterfølgende indtjening.
I Demsetz og Lehn (1985), der analyserer 511 store amerikanske virksomheder,
konstateres ingen sammenhæng mellem ejerstrukturerne og virksomhedernes
performance målt ved deres markedsværdi, når der korrigeres for andre
forhold, som har betydning for virksomhedernes resultater, herunder størrelse,
kapitalintensitet, forsknings- og udviklingsintensitet, branchespecifikke
forhold mv. Dette resultat understøttes af Holderness & Sheehan (1988), som
analyserer på amerikanske data, og Charreaux (1997), som analyserer på
franske data.
Tilsvarende resultat konstateres i Goergen (1998), der sammenholder dels
performance i børsnoterede tyske virksomheder med en høj ejerkoncentration
146