Debatoplæg om aktivt ejerskab - Finansministeriet

Boks 8.6. Beregninger af gennemsnitlige potentielle løntillæg i perioden
1983-88 i udvalgte brancher.
Møller og Nielsen (1997) har gennemført beregninger af, hvad 5 gennemsnitlige direktører i
forskellige brancher ville have fået i løntillæg, hvis de havde fået tildelt optioner i perioden
1/1/1983 til 1/9/1988. De modtager alle en option svarende til en markedsværdi for de underliggende
aktier på 1 mill. kr. – exerciseprisen sættes til spotkursen, dvs. 1 mill. kr. For
hver procent, aktierne stiger efter 1/1/1983 tjener de 10.000 kr. hver.
Gevinsterne af aktieoptionerne for ledere i de forskellige brancher opgøres 1/9/1988 ved at
se på, hvor meget de forskellige aktieindeks er steget.
Aktieindeks pr. 1/9/1988. Tilhørende optionsge-
Branche:
1/1/1983 = 100
vinst
Bank............................................... 235 1.350.000
Forsikring ...................................... 522 4.220.000
Handel og Service.......................... 273 1.730.000
Rederi............................................. 210 1.100.000
Industri........................................... 170 700.000
Som det fremgår ville forsikringsdirektøren have fået 6 gange så meget som industridirektøren.
Ifølge Møller og Nielsen er der næppe grund til at tro, at forsikringsbranchen har haft
direktører af en kvalitet, der så væsentligt oversteg kvaliteten af direktører i bank- eller industribranchen.
Branchespecifikke konjunkturudsving o.l. kan ligesåvel som forskelle i direktørers
dygtighed vise sig at forklare forskellig performance.
Opstilling af målepunkter vanskeliggøres yderligere af, at der også skal tages
stilling til, hvordan aflønningen skal ske i tilfælde af større ændringer, herunder
f.eks. i forbindelse med fusioner, jobskifte eller kapitalstrukturændringer.
Udover problemer med at opstille de rigtige og tilstrækkelige målepunkter er
et andet generelt problem, at den præstationsafhængige aflønning ikke altid
som tilsigtet giver ledelsen de "rigtige" incitamenter.
For det første kan det være vanskeligt at sikre ledelsen og ejerne samme risikoprofil.
Ledelsen har således sjældent i samme omfang som ejerne mulighed
for en diversificeret formuesammensætning, hvorved ledelsens formue bliver
tættere forbundet med virksomhedens værdi end for øvrige aktionærer. Det
gælder særligt i store børsnoterede selskaber. Det indebærer, at ledelsens risikovilighed
næppe følger aktionærernes, idet ledelsen står til at miste både job
og store dele af formuen, hvis virksomheden går ned.
Anvendelsen af aktiebaseret aflønning kan dog også gøre ledelsens risikovillighed
større end ønsket af aktionærerne.
Medejerskab eller aktieoptioner i en nødlidende virksomhed med angrebet
egenkapital og løbende tab vil ikke være meget værd for ledelsen. Det kan føre
ledelsen til at tage uforholdsmæssigt store risici for virksomheden. Ledel-
181