Debatoplæg om aktivt ejerskab - Finansministeriet

presse ledelsen til en indtjeningsorienteret strategi svækkes, jf. argumentationen
i afsnit 1.3. For koncentreret ejerskab forholder det sig modsat.
Det taler umiddelbart for, at koncentreret ejerskab er bedst i virksomheder
med begrænset vækstpotentiale og lav risiko, mens spredt ejerskab er bedst
for virksomheder i stærkt vækst og med stor usikkerhed om fremtidig indtjening.
Denne sammenhæng synes at understøttes af empiriske analyser.
Sammenhængene er dog mere komplicerede end som så. Den betydelige udvikling
af institutionelle investorer gennem de senere år betyder, at det koncentrerede
ejerskab – i hvert fald i betydningen flere betydelige enkeltaktionærer
– godt kan forenes med lav risiko for den endelige enkelte investor. Et
pensionsselskab eller investeringsforening med en ejerandel på 25 pct. i et
multinationalt selskab kan således fordele denne risiko på måske tusinder af
indskydere. De betragtede analyser af spredt vs. koncentreret ejerskab tager
ikke generelt højde for den enkelte investortype (husholdning eller f.eks. pensionskasse)
og deres evne til at bære tab.
Når der ikke generelt kan peges på, at spredt ejerskab – ifølge den angelsaksiske
model – er bedre end koncentreret ejerskab – i følge den kontinentaleuropæiske
model – beror det også på, at det spredte ejerskab i de angelsaksiske
lande er kombineret med en generelt høj investorbeskyttelse og effektive
markeder for køb og salg af ejerrettigheder, der kan kompensere for
manglen på store indflydelsesrige ejere. I de kontinentaleuropæiske lande er
der derimod væsentlige barrierer, herunder for virksomhedsovertagelser og
f.eks. i Tyskland en lav beskyttelse af minoritetsaktionærer, der gør det vanskeligere
at overlade presset på virksomhedsledelserne til markedernes prissignaler.
Virkningen af, at ledelsen har ejerandele
Undersøgelser tyder på, at ledelsesmedejerskab og præstationsafhængig aflønning
kan bidrage til at motivere ledelsen til at tilstræbe høj indtjening og
en fornuftig forvaltning af virksomhedens ressourcer både på kort og længere
sigt. Særligt mindre ejerandele – op til 5 pct. – synes at bidrage positivt til
virksomhedernes værdiskabelse, mens der er mere blandede resultater for
større ejerandele. Dette resultat kan hænge sammen med, at ledelsen udsættes
for en stor risikoeksponering ved høje ejerandele. Det kan føre til, at ledelsen
igangsætter færre risikobetonede investeringer med et forventet højt afkast
end i en situaton, hvor dennes personlige formueforhold ikke i samme grad er
bundet til usikkerhed om virksomhedens indtjening.
Institutionelle investorers rolle
En række analyser peger på, at institutionelle investorer kan have en positiv
indvirkning på virksomhedernes resultater. En undersøgelse peger på, at det
23