Den homeriske Demeterhymne og de eleusinske ... - chresteria.dk

4. SAMMENFATNING OG KONKLUSION: KATABASIS SOM DE ELEUSINSKE
MYSTERIERS (OPRINDELIGE) KERNE
I denne undersøgelse er katabasis-fænomenet i Demeter-hymnens Kore–Persephone-myte blevet
beskrevet med basis i en filologisk analyse, og på trods af de sparsomme oplysninger, har det
kildemæssigt været et solidt sted at starte pga. fænomenets centrale plads. I denne forbindelse er det,
med inddragelse af van Gennep og Turner, blevet forsøgt vist, at mytens katabasis kan tolkes som et
spatialt udtryk for initiation og rituel død både i kvindeinitiation og mere generelt. Kapitel 2's
filologiske og religionsvidenskabelige fortolkning af Demeter-hymnen danner således grundlag for
diskussionen og forståelsen af de tilsvarende kultiske aspekter i kapitel 3.
Myten definerer kultens verdensbillede og det univers, ritualerne udfolder sig inden for, og skal
derfor ikke ses som et symbol eller en allegori, men en måde at opfatte verden på. Dette er en vigtig
pointe i forståelsen af katabasis-fænomenet. Grundet myte og kults uadskillelige forhold og med
støtte i Asterios-kilden, kan man ligeledes antage, at katabasis-fænomenet har haft en central plads i
de eleusinske mysterier, idet hele kulten er opbygget omkring Kore–Persephones forsvinden og
tilbagekomst. Katabasis er således en del af kultens kerneindhold og må regnes for at høre til
kultdramaet. Der er tvivl om dette dramas specifikke indhold, men at dets hovedelementer må være
mytens hovedelementer, bortførelse / katabasis, søgen og anabasis, er ganske oplagt at antage.
Men en teori om, at initianderne er blevet initieret gennem en kultisk katabasis kan pga.
kildematerialets sparsomhed og få oplysninger kun sandsynliggøres. En sådan antagelse er dog ikke
helt udelukket, hvilket forskningen generelt hævder, fordi dennes sproglige tolkning af Asterios'
katabasion har været for ensidig, hvilket har resulteret i en skæv drejning af undersøgelserne og
argumentationen. Spørgsmålet er, om den eleusinske initiand selv foretog katabasen, evt. gennem
præst og præstindes repræsentation i kultdramaet, eller om det udelukkende var Kore–Persephones
katabasis, der repræsenterede denne.
I denne forbindelse er det nødvendigt at inddrage en faktor som kultens historiske udvikling. Man
kan forvente, at en oprindelig mulig katabasis foretaget af det enkelte individ med tiden overgår til en
fælles repræsentation heraf pga. det stadigt stigende antal initiander. Men den historiske udvikling er
en usikker faktor, og diskussionen om oprindelig kontra senere kult er undersøgelsens svageste led.
Den er ikke desto mindre vigtigt for at forstå kultens sammenhæng med myten i historisk tid.
Undersøgelsen af en kultisk katabasis må derfor anses for ikke at være afsluttet, på trods af
argumentet om, at et underjordisk rum under telesteriet ikke eksisterer. En sådan katabasis synes at
have udgjort rammerne (bestemt af myten) omkring den religiøse oplevelse, der skulle transfomere
initianden og bringe vedkommende igennem den rituelle død.
printet ud fra www.chresteria.dk
103