Den homeriske Demeterhymne og de eleusinske ... - chresteria.dk

2 Katabasis i Kore–Persephone-myten
Under adskillelsen føler Kore–Persephone som nævnt en stærk længsel, pÒqoj, efter sin moder
(v. 344). Gensynet beskrives næsten som en sammensmeltning. Moder og datter falder i hinandens
arme, sorgen hører op, og de føler en gensidig glæde (vv. 434-37). De beskrives desuden som
havende ÐmÒfrona qumÒn (v. 434), hvilket understreger det tætte forhold. 204 Teksten er i stykker
(vv. 387-404), men v. 386 lader os ane styrken af deres følelser for hinanden, idet en af dem
sammenlignes med en mænade, der iler frem, ½ x' ºäte main¦j Ôroj k£ta d£skion ÛlV. 205 Selv
om betegnelsen hører Dionysos-kulten til, passer udtrykket godt til de næsten utæmmelige følelser
mellem de to.
Som resultat af og et billede på den lykkelige genforening beskriver hymnen vv. 454-56, hvad
der vil komme efter misvækstens ophør. Billedet er meget smukt, idet fraværet og savnet, såvel
Demeter og Kore–Persephone imellem som af de manglende kornspirer, erstattes af fylde og høst.
Moder og datter er forenet, og verden dermed reddet fra undergang.
Demeters trækken sig tilbage kan ses som svarende til datterens forsvinden, blot har Demeter i
modsætning til Kore–Persephone selv kontrol over situationen. Der er her tale om et eksempel på
det i starten nævnte dobbeltmotiv, som går igen flere steder. 206 Det er ikke kun handlinger, der på
denne måde deles af de to, men i høj grad også følelser og reaktioner. Et slående træk ved moder og
datters forhold er netop de usædvanligt stærke bånd de to imellem, hvilket får dem til at reagere
næsten som een.
På grund af gudindernes tætte sammenknytning kan man tale om, at der sker en overførsel af
datterens reaktion på bortførelsen og ægteskabet til Demeter. Da hun selv er så passiv en karakter,
204 Cf. Redfield (1982) p. 197 for en diskussion af ordet ÐmofrosÚnh, som bl.a. er betegnelsen for ægteskabelig lykke.
Ordet, og adjektivet i v. 434, har at gøre med kommunikation mellem to, som forstår hinanden.
205 Det er ikke klart, hvem af de to udtrykket henfører til, men det refererer mest sandsynligt til Demeter, hvilket
Richardson også antager, cf. Richardson (1974) ad loc. Det følgende vers omtaler nemlig, hvad Kore–Persephone til
gengæld gjorde (˜tšr[wqen). Den homeriske betydning af ordet kan ifølge Richardson være "en gal / vild kvinde" (Il.
22, 460), men mænadebegrebet forbundet med Dionysos kendes også, jvf. Il. 6, 132ff. Under alle omstændigheder
beskrives Demeter med disse prædikater som utæmmelig og vild, idet hun udtykker, hvad man kunne kalde 'det
utæmmeligt kvindelige', og besidder en magt, som selv Zeus må bøje sig for, jvf. også brugen af 'hundeadjektiverne' vv.
90 og 306. Jvf. også Bremmer (1999) p. 79. Rehm (1994) p. 113 sammenligner hymnens udtryk med Eur. Suppl. 1001,
hvor Euadne iler til sin mands ligbål for at kaste sig på det. Også her er der tale om en kvinde, som er ukontrollabel.
206 Cf. især Burkert (1979) pp. 138-42. Han taler om "duplication of motifs" (p. 139), hvilket f.eks. ses ved, at både
moder og datter forsvinder / trækker sig væk og må hentes tilbage igen. Burkert præsenterer som støtte herfor
arkæologisk materiale i form af statuetter. Han mener dog ikke, at denne duplikation ses i det tilknyttede ritual, men
udelukkende i myten, hvilket synes at være en for grov skelnen. Selv om duplikationen måske ikke ses direkte udtrykt
rituelt, f.eks. i kultdramaet (vi ved det ikke!), er der tale om et så grundliggende mytisk element, at det umuligt kan
undgå at påvirke det tilknyttede ritual. Dette motiv er ifølge Burkert helt særegent for Grækenland, og han omtaler
ligefrem de nærorientalske paralleller som mindre komplicerede (p. 140). At Burkert i denne forbindelse ser
muligheden af et levn af pige-ofringsritualer inden for tidlig modergudinde-kult, kan jeg ikke tilslutte mig.
Ofringsmotivet udtrykker initiationens rituelle død, ikke et historisk levn af menneskeofring, jvf. også Brelich (1969b).
Jvf. også Otto (1959) pp. 317-18, der benævner motivet "Wesensverdoppelung" (p. 318). For en behandling af dette
dobbeltmotiv som værende unikt græsk, set i en nærorientalsk kontekst, cf. afsnit 3.3.2. Som en støtte herfor kan også
fremhæves de græske mytevarianter, hvor Demeter selv foretager en katabasis for at hente sin datter tilbage (jvf. pp.
32f.). Jvf. også Foley (1993) p. 118.
printet ud fra www.chresteria.dk
52