Den homeriske Demeterhymne og de eleusinske ... - chresteria.dk

1 Indledning 10
at de to størrelser er lige og repræsenterer to sider af en (uadskillelig) enhed, forudsættes gennem
hele undersøgelsen og vil ikke blive diskuteret. 29
Teorier om initiation og overgangsriter er yderst relevante for undersøgelsen af de eleusinske
mysterier og hænger, som det vil blive vist, sammen med den implicerede katabasis. Betegnelsen
'overgangsrite' kan være misvisende, idet den lægger vægt på, at riten er en overgang mellem to
livsfaser. Udtrykket overser den forvandling, initianden gennemgår via ritualet. Der er snarere tale
om en gennemgang, hvorigennem vedkommende forandres. 30 Initiationen skal derfor opfattes som
en metamorfose.
Van Gennep publicerede i 1909 en undersøgelse af overgangsriters (rites de passage) fælles
struktur, hvilket resulterede i en klassifikation af overgangsriten, hvis forløb blev inddelt i tre faser:
Separation (rites de séparation), transition (rites de marge) og inkorporation (rites de agrégation)
udtrykt i præliminale, liminale og postliminale riter. 31
Modellen er stadig en af de mest anvendelige beskrivelser af fænomenet initiation. Umiddelbart
kan den synes blot at være en registrering af, at alle ritualer har en begyndelse, midterdel og
afslutning, men van Gennep konkluderede som den første, at de mange fællestræk inden for en stor
Vernant beskriver p. 20 myter som bidragende til at forme "det begrebsapparat, hvormed grækerne helt naturligt
forestiller sig det guddommelige, opfatter det og tænker på det".
Heroverfor står Hvidtfeldt, der inspireret af Robertson-Smith anser myte for sekundær ("accessorisk") i forhold til
ritual. I sin doktordisputats (Hvidtfeldt (1958)) indfører Hvidtfeldt en ny myte-typologi. Demeter-hymnen må ifølge
denne kategoriseres som en myte af typen IV. Termen myte anvendes synonymt med ritualforklaring, en anderledes
definition i forhold til andre forskere, hvilket kan ses som en svaghed ved Hvidtfeldts system. Hvidtfeldts konsekvent
diakrone metode, som er strengt historisk orienteret, står også i modsætning til denne undersøgelses synkrone, mere
fænomenologiske tilgang til materialet.
29 Den velkendte inddeling i dromena, legomena og deiknymena vil heller ikke blive diskuteret, da den ikke er blevet
foretaget i antikken, men af den moderne forskning med bl.a. Foucart i spidsen, jvf. Foucart (1914) pp. 356-57, som dog
hævder at finde antikt forlæg. Også nyere forskere gør brug af inddelingen, jvf. f.eks. Richardson (1974) p. 26, Mylonas
(1961) p. 261 og Nilsson (1967) bd. 1, p. 661. Sidstnævnte argumenterer (ikke overbevisende) ud fra Demeter-hymnen
selv.
For en gennemgang af initiationsstadierne myesis og epopteia, cf. Richardson (1974) pp. 20-21, særskilt om epopteia
pp. 26-30 og 310-14, og Dowden (1980). Det vil i denne undersøgelse ikke blive diskuteret, hvilke elementer der hører
til hvilken grad, grundet fokus på mysteriernes generelle idé-indhold. Den kultiske katabasis antages at finde sted på
selve mysterienatten, men det er omdiskuteret, til hvilken initiationsgrad den skal regnes.
30 Udtrykket overgangsrite vil dog stadig blive anvendt i undersøgelsen, da det er den af forskningen anvendte
betegnelse. Rite forstås som værende en del af det større ritual (et forløb, hvori de enkelte riter indgår).
31 Van Gennep (1960) pp. 10-11 og 21. Van Genneps interesse i religionens rolle i forhold til de enkelte segmenter i
samfundet og overgangene mellem dem korresponderer med denne undersøgelses sigte på en beskrivelse af de
eleusinske mysterier som en gennemlevelse af en overgang (jvf. både kap. 2 og 3).
printet ud fra www.chresteria.dk