Den homeriske Demeterhymne og de eleusinske ... - chresteria.dk

2 Katabasis i Kore–Persephone-myten
Måske skyldes dette syn, at han, trods sine beskrivelser af den mytiske tid, lægger mere vægt på
den profane verden og dens magt end på den religiøse (jvf. p. 82 angående dichotomien helligt –
profant). Dette hænger godt sammen med hans generelle forståelse af ritual og religion, som
ligeledes er pessimistisk. Ritualer, og religion i det hele taget, er til for at give mening i en ellers
kedelig hverdag. 280 Dette er en alt for undervurderet rolle at tilkende religion.
Lincoln vurderer kvindeinitiation på følgende vis: "Women's initiation is a highly ambiguous
rite. To put it in extreme terms, it is simultaneously a ritual of sacrifice and an apotheosis, with the
initiand at once the community's lamb-led-to-slaughter and its deity-in-the-making." 281 Dette er en
rammende beskrivelse, men ikke, som Lincoln forstår det, fordi der er tale om to separate sider:
Kvinden som offer for manden og, som kompensation, ophøjet til kosmisk status. I initiationen er
offeret, i form af jeg'ets / det tidligere menneskes død, derimod tæt forbundet til genfødslen som et
nyt menneske. Det ene er en forudsætning for det andet. Der er ikke tale om modsætninger.
Det har været relevant flere gange gennem analysen at berøre diskussionen om kønnenes forhold
i det antikke Grækenland, fordi mange tolker bortførelsen af Kore–Persephone som
kvindeundertrykkelse. Selv om den antikke græske kvindes position var underordnet manden (først
fader og siden ægtemand), er det ikke ensbetydende med, at hun ikke har haft 'plads til at udtrykke
sig', som f.eks. Bremmer ellers konkluderer. 282
Rehm kontrasterer oikos, som er kvindernes domæne, med polis. 283 Det er to separate sfærer, og
vi hører oftest om sidstnævnte. At denne domineres af mændene, mens kvinderne styrer
førstnævnte, kan ikke tages som et generelt udtryk for, at forholdet mellem de to er en kamp. 284
Man skal selvfølgelig på den anden side heller ikke tro, at dette forhold var problemløst, men man
skal være meget varsom med at overføre vores kønsopfattelse på antikken. Feministernes tendens til
at trække den amerikanske kvindesag ned over det antikke Grækenland er åbenlys og får mange til
at tage afstand til denne forskning. 285 Men også mere 'moderate' fremstillinger som f.eks. Bremmers
indeholder dette syn på den antikke kvinde som undertrykt.
Jenkins konkluderer ud fra sin ikonografiske undersøgelse af bortførelsesmotivet: "To the
question Is there a life after marriage? we may conclude that there is, once the bride has suffered
excluded from positions in which independent power may legitimately be exercised, confined to the lowest social
statuses, women have never had an easy time of it in any culture that has ever existed." (p. 105)
280
Lincoln (1981) pp. 107-8.
281
Lincoln (1981) pp. 108-9.
282
Bremmer (1999) pp. 80-81, hvor den græske mytologi og religion karakteriseres som kvindefjendsk. Bremmer
hævder p. 69, n. 2 at være den første fremstilling af græsk religion med et separat kapitel om "gender" (pp. 69-83), men
selv om det er et godt initiativ, virker konklusionen en smule overdrevet.
283
Rehm (1994) pp. 8-9.
284
Gode eksempler på handlekraftige kvinder, der ikke virker undertrykte ses hos Aristophanes, f.eks. i Lys.
285
Jvf. f.eks. Passman (1993), hvis gennemgående pointe er, at Kore–Persephone-myten er en advarsel til kvinder om at
indgå ægteskab.
printet ud fra www.chresteria.dk
70