Den homeriske Demeterhymne og de eleusinske ... - chresteria.dk

2 Katabasis i Kore–Persephone-myten
for kvindeinitiation generelt: Denne initiation påstår 1) at transformere pigen til kvinde, 2) at forny
samfundet og 3) at forny kosmos. 218 Han opstiller en typologi over initiationselementer, 219 hvoraf
man ofte ser en kombination af flere typer inden for det samme ritual. Myten om Kore–Persephone
indeholder typerne 2) "identification with a mythic heroine", 3) "cosmic journey" og 4) "play of
opposites". 220
Identifikationen med en mytisk heltinde har det fælles træk de forskellige ritualer imellem, at
heltinden er en kvindelig kultur-hero, som bringer civilisatoriske gaver. 221 Initianden bliver
simpelthen prototypen i sit ritual og beriger gennem sin initiation hele sit samfund. Hun forlader
med andre ord den aktuelle historiske tid og træder ind i den tidløse mytiske eksistens, i hvilken hun
gennemgår en irreversibel forandring, før hun vender tilbage. 222
Den unge pige, som gør Kore–Persephone kunsstykket efter til sit eget bryllup eller den
eleusinske initiand (jvf. afsnit 3.2.4 for en diskussion af de to former for initiation), fornyer på
denne måde selv verdens cyklus. Denne cyklus, som kvinden er så integreret i pga. sin evne til at
føde børn, knyttes selvfølgelig til hende (jvf. også p. 65).
Et vigtigt spørgsmål til fordelingen er, hvorfor Kore–Persephone overhovedet vender tilbage til
sin moder. Hvordan kan overgangen til den nye eksistens – brylluppet, navngivningen,
fødeindtagelsen, som er irreversibel, tillade hende efterfølgende at tilbringe 2/3 af året i den verden,
der udgjorde hendes tidligere eksistens som Kore – Pigen, en eksistens, hun synes at have mistet
uigenkaldeligt? Spørgsmålet er et af de vigtigste til mytens handling.
Svaret skal søges i mytens forhold til kulten. Hvis Kore–Persephone var blevet i underverdenen,
havde den dødelige initiand ikke kunnet gøre turen efter, og hun baner således vejen for initianderne
og må derfor nødvendigvis vende tilbage til verden. Dette forklarer også yderligere de mange
situationer i teksten, som præges af forudbestemthed. Fordelingen skal ske, og heri ligger nøglen til
Kore–Persephone-skikkelsen, hvis identitet først er hel, når den inkorporerer begge former for
eksistens. Gudindens kata- og anabasis gøres derfor cyklisk. 223
218 Lincoln (1981) p. 105.
219 Lincoln (1981) pp. 94-99.
220 Lincoln (1981) p. 99. Jvf. også afsnit 2.3.2 p. 69.
221 Lincoln (1981) pp. 95-96 opremser en del eksempler. Her skal kun nævnes de mest oplagte paralleller: Navajostammens
Changing Woman og Tukuna-amazonindianernes Ariana er begge de gudinder, som bringer majsens gave til
menneskene.
222 Lincoln (1981) p. 96. På dette punkt er Lincoln enig med sin lærer Eliade, som elaborerede dette tema meget, cf.
f.eks. Eliade (1993). Lincoln skriver (p. 96): "Her acts are no longer those of a specific woman at a specific point in
time, limited in their range and power. They become the timeless acts of a divine being, ever repeated, ever renewed,
infinite in their scope and eternal in duration. In becoming the goddess or culture heroine, the girl shatters the temporal
restrictions of her own existence and becomes a being who is beyond death, beyond aging, beyond time." Initianden
bliver med andre ord guddommelig. Selv når hun er vendt tilbage igen, kan hun aldrig blive den samme som før.
223 Det er et fælles træk ved sådanne katabasis-myter, at en skikkelse som den første går vejen til dødsriget og vender
tilbage, for at andre kan gentage rejsen, jvf. f.eks. Orpheus og forholdet til orphicismen.
printet ud fra www.chresteria.dk
56