Den homeriske Demeterhymne og de eleusinske ... - chresteria.dk

2 Katabasis i Kore–Persephone-myten
2.2.6 MODER–DATTER-FORHOLDETS CENTRALE ROLLE
I dette afsnit undersøges to sammenknyttede punkter. Dels beskrives Demeters reaktion på sin
datters bortførelse og det efterfølgende forsøg på at få hende tilbage, dels søges forholdet mellem
moder og datter klarlagt. Det tætte forhold mellem de to resulterer i det såkaldte dobbeltmotiv, hvor
moder og datter synes som ekkoer af hinandens handlinger og reaktioner (jvf. note 206).
Vigtigt at slå fast på dette punkt i undersøgelsen er, at såvel moder som datter er hovedpersoner i
myten. De spejler ofte hinanden, men een signifikant forskel eksisterer: Mens Kore–Persephone kan
beskrives som den passive hovedperson, er Demeter den handlende. Deres tætte forhold taget i
betragtning bevirker det, at de i endnu højere grad opfattes som een, fordi de på denne måde
komplementerer hinanden (jvf. senere i afsnittet).
Demeter karakteriseres hele vejen igennem på trods af sin lammende sorg som en uhyre
magtfuld skikkelse. Hendes magt til at hindre kornet i at spire på markerne tvinger selv Zeus til at
give efter for hendes krav. 196 Som gudinde for frugtbarhed og afgrøder, især for kornet, er hendes
velvillighed nøglen til opretholdelsen af livet, både for guder og mennesker. 197
Da Demeter hører genlyden af sin datters fortvivlede råb, gennemtrænger en ÑxÝ ¥coj (v. 40)
hende. Udtrykket giver billedet af en fysisk smerte, som fra et stik med et våben, og er meget
sigende også for Demeters følgende sorg og fortvivlelse. Hun reagerer uhyre kraftigt og beskrives
f.eks. v. 50 som ¢khcemšnh. Dette verbum anvendes generelt om sorg over afdøde. De andre
elementer i Demeters søgen, faste, fakler og afholdelse fra at vaske sig, er også kendetegnende for
sorg og begravelse. 198 At det drejer sig om en moders dybe sorg, viser udtrykket koÚrhn t¾n
œtekon v. 66 (jvf også pp. 60f.).
Helios beder hende forgæves vv. 82-83 stoppe sin mšgan gÒon og ¥plhton cÒlon, 199 men det
har ingen effekt. Reaktionen på Helios' oplysninger og consolatio er en mere voldsom sorg, ¥coj
196 Hendes direkte nægtelse af at adlyde Zeus afviger fra det typiske homeriske billede, hvor Zeus altid er øverste
autoritet, og viser, at hymnen udfolder sig i en kontekst, som ganske vist er kalkeret over Homer, men som tilhører
Demeter og har denne gudinde som autoritet. Jvf. også Foley (1993) p. 111.
197 Hun karakteriseres v. 269 som ¢qan£toij qnhto‹s… t' Ônear kaˆ c£rma. Menneskene giver hun afgrøder (og sine
mysterier), og fordi disse afgrøder dels ofres til guderne, dels holder menneskene i live, så de kan ofre, er hun det også
for guderne.
For en gennemgang af hendes epitheta hymnen igennem, cf. Goldammer (1969) pp. 360ff. Etymologien bag navnet
Demeters første del er dunkel. Ordets anden del er m»thr, førstedelen muligvis d©, en bestridt form af gÁ, cf.
Chantraine, Frisk og Hamp (1968) og (1969). Hymnens vv. 47, 211 og 492 (vok.) har formen Dhè, som ikke ses hos
Homer eller Hesiod. Chantraine (s.v.) betragter den som et hypokoristikon til Dhm»thr.
198 Også hendes peplos' mørke farve er typisk for begravelsesritualet, jvf. vv. 42, 182-83, 319, 360 og 374. For den
mørke farve i forbindelse med begravelser, cf. Rehm (1994) p. 24. Elementernes ritualrelevans skal ikke diskuteres her,
cf. Richardson (1974) pp.165-67. Cf. Richardson (1974) pp. 216-17 for interessante eksempler på, at aischrologia
anvendes til at afbryde sorg. En kort behandling af Iambe findes p. 98. Demeter tænker slet ikke på sig selv. Alle behov
er undertrykt af det ene behov, at se sin datter igen.
199 Adjektivet ¥plhtoj regnes af LSJ for synonymt med ¥platoj ("forfærdelig"), men Richardson (1974) ad v. 83
bemærker med rette, at det ofte ses opfattet som ¥pletoj ("bundløs, enorm").
printet ud fra www.chresteria.dk
50