Den homeriske Demeterhymne og de eleusinske ... - chresteria.dk

3 Katabasis i de eleusinske mysterier
Dernæst nævnes strabadser, som både initianden og den dødes sjæl skal igennem. 326 Disse ligner
meget Aristoteles-beskrivelsen, men med den forskel, at prøvelserne kunne ligne en beskrivelse af
en rejse til Elysion, idet turen gennem mørket afsluttes med, at et forunderligt lys (fîj ti
qaum£sion) kommer til syne (jvf. afsnit 3.2.1) og dernæst enge. 327 På trods af denne tilsyneladende
lighed med en katabasis skal man være varsom med at anvende kilden som bevis for en kultisk
katabasis, men den kan som nævnt bruges til at sandsynliggøre en sådan.
Også Demeter-hymnen selv lægger vægt på, at gudindens mysterieriter (t£d' v. 480 henviser til
v. 476's Ôrgia) er noget, man ser (Ôpwpen v. 480), hvilket støtter teorien om oplevelse og
kultdrama i modsætning til en foredraget lære (jvf. p. 82). Derfor skal påbudet om
hemmeligholdelse heller ikke forstås således, at der eksisterede en hemmelighed, som de initierede
ikke måtte viderebringe, men at den religiøse oplevelse slet ikke kan hverken fortælles videre eller
genskabes i handling uden at fremstå som meningsløs. 328
Oplevelsens centrale rolle betones, som det ses i fortolkningen (jvf. især afsnit 2.2.3 og 2.3.1)
stærkt igennem hele hymnen, idet Kore–Persephone i sin passive rolle udsættes for en traumatisk
situation. Vægten er ikke på erkendelse gennem en lære, men netop gennem oplevelse, der
medfører en metamorfose af initianden (jvf. tilværelsen henholdsvis som Kore og Persephone,
afsnit 2.2.4 og 2.2.5).
En modvægt i forhold til den gængse metode udgør en forsker som W.F. Otto, der teoretiserede,
at grækerne var i stand til at opleve deres guder direkte. 329 Kultdramaet var for ham ikke et skuespil,
men en påkaldelse og efterfølgende tilsynekomst af Kore–Persephone og Demeter. 330 I forbindelse
med Kore–Persephones tilsynekomst blev fremvist et kornaks (jvf. note 360), der var gudindens
326 pl£nai t¦ prîta kaˆ peridromaˆ kopèdeij kaˆ di¦ skÒtouj tin j Ûpoptoi pore‹ai kaˆ ¢tšlestoi, e ta prÕ
toà tšlouj aÙtoà t¦ dein¦ p£nta, fr…kh kaˆ trÒmoj kaˆ ƒdrëj kaˆ q£mboj. (Sandbach)
327 k d toÚtou fîj ti qaum£sion ¢p»nthsen kaˆ tÒpoi kaqaroˆ kaˆ leimînej dšxanto, fwn¦j kaˆ core…aj
kaˆ semnÒthtaj ¢kousm£twn ƒerîn kaˆ fasm£twn ¡g…wn œcontej: (Sandbach)
Eliade (1975) pp. 108-9 accepterer muligheden af en katabasis ("symbolic descent to Hell") i de eleusinske mysterier
pga. ordspillet i dette fragment.
328 Jvf. også Burkert (1987) p. 9; (1983) p. 252: "Told on the street, then, the secret of the mysteries is no blessing, no
gain; rather, it is a nothing, like faerie-gold that turns to charcoal by daylight." Dette vidner også retssagen om
profaneringen af mysterierne i 415 f.v.t. om. Kilderne hertil betoner gentagne gange, at der var tale om en genskabelse
af et kultdrama, f.eks. Andoc. 1, 11: t¦ must»ria poioànta, jvf. Lada-Richards (1999) p. 82 og Burkert (1983) p. 287.
329 F.eks. Otto (1959) pp. 334-37. Otto tager (p. 332) papyrus-fragmentet fra Milano (Pap. d. R. Univ. Milano ed.
Vogliano bd. 1, p. 177) som bevis herpå. Det omhandler Herakles' afstandtagen til de eleusinske mysterier, som han
nægtes initiation i. Og Herakles siger som modangreb, at han alligevel ikke kan lære noget i Eleusis, da han allerede
under sin egen katabasis har set Kore. Denne kilde, som er fra Hadrians tid, er desuden med til at sandsynliggøre
teorien om, at Kore–Persephones tilsynekomst skulle udgøre et centralt element i mysterierne. Også Graf (1974) p. 139
anerkender den religiøse oplevelse, men vurderer, at vi ikke kan sige noget om dens enkelte elementer.
330 Et godt argument er, at der i de ellers udførlige overleverede regnskaber for den eleusinske kult, ikke nævnes
udgifter til remedier o.lign., som kunne antyde, at der var tale om et skuespil, jvf. Otto (1959) p. 331.
printet ud fra www.chresteria.dk
84