Den homeriske Demeterhymne og de eleusinske ... - chresteria.dk

3 Katabasis i de eleusinske mysterier
steder, hvor den initeredes lykke nævnes direkte, forbindelsen til initianderne via Eleusis-afsnittet
og Demophoon (jvf. afsnit 2.2.8 og 2.2.9), der som den første dødelige (forsøgsvise) initiand opnår
evig ære i kraft af den afbrudte initiation. Disse timai giver også en form for udødelighed. Hvordan
mysteriernes anskuelse af forholdet mellem liv og død og den dertilhørende eskatologi skal forstås,
vil blive undersøgt i næste afsnit.
3.2.2 RITUEL OG BIOLOGISK DØD – FORSTÅELSEN AF 'LIVET EFTER DØDEN'
Som antydet i forrige afsnit kan man sige, at såvel den rituelle som den biologiske død er to
aspekter af det bredere fænomen død. 349 I initiationen dør initianden rituelt, hvilket, som det ses i
Demeter-hymnen (jvf. afsnit 2.2.3 og 2.3.2), er en voldsom oplevelse, der lærer vedkommende
døden at kende. Denne død skal ikke beskrives som symbolsk, idet den er ganske reel, selv om den
ikke afslutter hele livet, men blot en livsfase (jvf. pp. 82f. ang. fysisk – psykisk). Vedkommende dør
fra sit tidligere liv og selv og genfødes som et nyt menneske i pagt med de to gudinder. 350
Det lader sig gøre, fordi Kore–Persephone går foran og viser vejen. Som det er blevet pointeret i
fortolkningen af Demeter-hymnen (i afsnit 2.2.7 og p. 66, afsnit 2.3.2, om den delvise ophævelse af
irreversibiliteten i forbindelse med Kore–Persephones rite de passage), er det netop hendes
anabasis, der udtrykker dette, hvorfor den må have haft stor betydning i kulten og være tæt knyttet
til katabasis i kultdramaet.
Den nye status er efter initiationen eleusinsk initieret. Der er ikke, som i myten, tale om et ritual
knyttet til den seksuelle modning og overgang fra barn til voksen (jvf. fortolkningen, afsnit 2.2.2 og
2.3.1), men initiationen udgør på samme måde et skift i identitet og kan derfor forstås ud fra Kore–
Persephone-myten (jvf. afsnit 3.2.4). 351 Overgangen mellem de to tilværelser er en død fra den ene
og genfødsel til den anden.
349 Her vil ikke blive diskuteret ideen om dom efter døden, da det ikke er direkte relevant i forbindelse med teksten i
Demeter-hymnen. Forskningen i det græske sjælebegreb vil heller ikke blive inddraget. Dels er der ikke er plads til
denne meget detaljerede diskussion, dels nævner denne undersøgelses primærkilde ikke disse sjælebegreber. Et begreb
som yuc» forstås derfor i undersøgelsen bredt (og oprindeligt) som udtryk for livsprincippet (hvad vi forstår som ånde).
Der skal blot henvises til Rohde (1925), Claus (1981), Bremmer (1983) og en oversigt hos Ostenfeld (1999).
350 Burkert (1983) p. 296 bemærker om slægtsskabet mellem de to former for død: "After this [en rituel død], a real
death seems no more than a repetition, anticipated long ago." Jenkins (1983) p. 142 sammenligner brudens status i
overførselsritualet mellem sit barndomshjem og ægtemandens med den afdødes, hvis sjæl har forladt de levendes land,
men endnu ikke er ankommet til dødsriget.
351 Foley (1993) p. 133 bemærker, at de eleusinske initerede, i modsætning til initiander i overgangsriter knyttet til
puberteten, kunne lade sig indvie i mysterierne gentagne gange og derved forstærke agerbrugets cyklus. At denne
cyklus også er knyttet til årstiderne og verden generelt, synes Foley ikke at mene. Om denne forskel på
pubertetsinitiation og mysterierne, cf. også Richardson (1974) p. 17. For en behandling af mytens initiation i forhold til
kultens, jvf. afsnit 3.2.4.
printet ud fra www.chresteria.dk
89