Den homeriske Demeterhymne og de eleusinske ... - chresteria.dk

1 Indledning 2
mytologi, eventyret om Agnete og havmanden og fra Polynesien Mataora & Nuvarahu og Tane. 2
Motiverne til disse rejser såvel som hovedpersonerne kan inddeles i forskellige kategorier (jvf. p.
6), men fælles for dem alle er selve rejsen, hvor grænsen mellem de levendes og dødes rige
overskrides. I dødsriget bor de ktoniske guddomme og de afdøde, forfædrene, og ofte er rejsens mål
at hente en afdød hustru eller slægtning tilbage til de levendes verden.
Også i græsk mytologi kendes ud over Kore–Persephone-myten (jvf. pp. 15f. for en forklaring på
betegnelsen Kore–Persephone) mange eksempler på katabasis-fænomenet, f.eks. i myterne om
Odysseus, Herakles, Theseus og Orpheus & Eurydike (jvf. også afsnit 2.1.3). Igen er selve rejsen
fællesnævneren, mens de rejsende og deres mål kan grupperes forskelligt.
Den græske verden er inddelt i tre hovedområder: Olympen, underverdenen og menneskenes
verden. 3 Qua agerbrugskultur lægges der meget vægt på underverdenen, selv om dens hersker,
Hades, i religionen omfattes af fortielse, såvel verbalt som givende udslag i fraværet af templer til
og statslige kulter for denne gud. Sidstnævnte skyldes, at man helst undlod at nævne Hades ved
navn eller på anden måde gøre opmærksom på ham. I stedet anvendes forskellige eufemismer,
hvilket er grunden til, at netop denne gud betegnes med så mange navne. 4
Der er selvsagt behov for kontakt mellem de forskellige dele af verden, mellem guder og
mennesker. Guder rejser til og fra menneskenes verden, men nogle mennesker kan også rejse til og
fra gudernes og de dødes verden. Og akkurat som fremmede lande på jorden kan beskrives via en
rejseguide, har også denne verden sin egen topografi og sine egne indbyggere. Ruten dertil kan
beskrives i en rejseplan, ganske som til en lokalitet i menneskenes verden. 5
For mennesker kræver det særlige evner at foretage denne rejse til dødens verden i levende live.
Først efter døden kaldes alle dertil. I livet sker det lettest i drømme, da denne særlige tilstand kan
siges at være en blanding af at være levende og død, en art mellemstadie, 'den lille død'. Men skal
2
Mange af disse eksempler er nævnt i Davidson (1975), idet bogens artikler besidder en stor geografisk spredning. Jvf.
også Collins & Fishbane (1995), hvis bidragydere benytter sig af den komparative metode. Også Neutzsky-Wulff
(1986) p. 93 nævner en del eksempler. Et opslag i Thompson (1975) giver et meget stort antal henvisninger: F80-F109
omhandler rejser til og besøg i "The lower world".
Grønbech (1967) pp. 69-72 (Kemps kap. om kult) beskriver en indiansk Zuni-myte meget lig Kore–Persephonemyten,
blot er majsen i centrum i stedet for kornet. Cf. afsnit 3.3 for en kort præsentation af denne undersøgelses
græske variant i forhold til de nærorientalske paralleller. Stroumsa (1995) p. 146 argumenterer for, at den jødiske
hekhalot-litteraturs brug af roden דרי (yrd) skulle være en sproglig kalkering af det græske kataba…nw. Den jødiske
kultur kender dog også katabasis-fænomenet før sen-antikken.
3
Abusch (1995) p. 31, n. 36 (undersøgelse af den mesopotamiske kultur, men relevant på dette punkt også for den
græske) pointerer, at de tre dele af verden kan forbindes såvel vertikalt som horisontalt. Derfor kan en rejse til
underverdenen både gå fra øst mod vest (som i Odysseens Nekyia) og nedad. Kun sidstnævnte mulighed vil blive
behandlet i denne undersøgelse, da Nekyia ikke inddrages. Inddelingen i tre dele er grov, og for en beskrivelse af
Tartaros som en fjerde del, cf. Sourvinou-Inwood (1995) p. 66, n. 165.
4
Det ligger i selve navnet PloÚtwn, som var det navn, Hades oftest gik under (på nær, som det eneste af eftertiden
kendte sted, i kulten i Elis, hvor han blev dyrket under navnet Hades, cf. Paus. 6, 25, 2), at han og underverdenen
associeres med rigdom.
5
Dette ser vi f.eks. i Aristoph. Ran. 108-63 (jvf. pp. 87f. for en behandling af denne kilde). Jvf. også Ganschinietz
(1919) sp. 2367.
printet ud fra www.chresteria.dk