Den homeriske Demeterhymne og de eleusinske ... - chresteria.dk

2 Katabasis i Kore–Persephone-myten
Et andet punkt i undersøgelsen af myte-varianter omfatter myter med det samme bortførelses- og
katabasis-tema, men tilskrevet andre skikkelser end Kore–Persephone. Motivet gengives i myter
omkring f.eks. Helena og Ariadne. 113 Demeter lider i en myte en lignende skæbne som sin datter,
idet hun forfølges og voldtages af Poseidon under sin søgen efter datteren. 114
Katabasis-temaet overføres også inden for selve Kore–Persephone-myten på Demeter, som
nogle kilder lader foretage en katabasis for at bringe sin datter tilbage, hvilket lader til at have været
en selvstændig mytevariant. Et andet element, der især findes i de romerske kilder, men som også
har været kombineret med historien om Demeters egen katabasis (optrædende fortrinsvis i græske
kilder), lader Kore–Persephone enten blive i underverdenen eller være uvillig til at vende tilbage til
/ med sin moder. 115 Dette tolkes af nogle som tegn på gudinden Persephones uafhængige eksistens
af Demeter på trods af, at Demeter selv optræder i flere af disse kilder. 116
To forhold kan således konkluderes på baggrund af denne korte gennemgang af mytevarianter.
For det første er katabasis-fænomenet ikke udelukkende specifikt for Kore–Persephone-skikkelsen,
men må være et bredere mytetema, også hvad angår kvindelige hovedpersoner, dermed ment, at det
ikke kun er Theseus, Herakles og andre mandlige helte, som foretager en sådan rejse (generelt
knyttes fænomenet, som nævnt, i forskningen til den græske hero-kult). Man må derfor kunne tale
113 Mest berømt er selvfølgelig Paris' bortførelse af Helena til Troja, men også andre siges at have bortført hende, f.eks.
Theseus og Peirithous i fællesskab (Hes. fr. 280 og 281 edd. Merkelbach & West). Ariadne bortføres som bekendt fra
Kreta af Theseus alene. For en opremsning af kildematerialet, cf. Nilsson (1950) pp. 528-32 (Helena 528-32; Ariadne
523-28).
Clark (1979) pp. 128-45 tilskriver med støtte i Nilsson disse to kvinde-skikkelser en oprindelse som
vegetationsgudinder, der siden er blevet til dødelige mennesker i myten. Dette udgør forbindelsen til Kore–Persephonefiguren,
jvf. Clark (1979) p. 22. Myterne indeholder ikke nogen tydelig katabasis (der er dog labyrinten i Ariadnehistorien),
men Clark konkluderer (p. 145), at de begge er varianter over et katabasis-tema. Hertil kommer en tydelig
katabasis i myten om Peirithous, der søger Theseus om hjælp til at bortføre Persephone fra underverdenen, for at han
kan gifte sig med hende. For en opremsning af kildematerialet, cf. Clark (1979) pp. 125-27, n. 2 og 5. Også mange
vasemalerier fremstiller denne myte. Cf. også Sowa (1984) pp. 127 (Helena) og 131 (Helena og Ariadne).
114 Paus. 8, 25, 5-6, cf. Kerényi (1977) pp. 31-32.
115 Cf. især Harrison & Obbink (1986) – en meget oplysende artikel om P. Barc. 158-61 og Verg. Georg. 1, 39 og deres
betydning for mytevarianterne med Demeters egen katabasis og Kore–Persephones uvillighed til at vende tilbage. Cf.
også Zuntz (1971) pp. 400-2 og Richardson (1974) p. 77. F.eks. Brevis Expositio bd. 3.2, p. 213 (Servius, edd. Thilo &
Hagen) kombinerer Kore–Persephones uvillighed med Demeters egen katabasis: "In infernum descendit Ceres, ut filiam
reciperet; illa matrem sequi noluit." Dette skrift tages af Harrison & Obbink (1986) p. 76 som et bevis på eksistensen af
en mytevariant indeholdende Demeters katabasis.
Alle kilderne til begge mytetræk er opremset i artiklen, inddelt i henholdsvis sikre og mere usikre (men dog mulige)
kilder. Fælles for disse kilder er deres sene datering – de tidligste kilder er fra hellenistisk tid (selv om traditionen nok
er ældre). Dateres Den homeriske Demeter-hymne til 3. årh. f.v.t., er dette ikke et problem, men for forskere, som
fastholder den gængse datering, må materialet skønnes at være for sent og kan i så fald kun anvendes i en bredere
diskussion om varianter. Det skal dog her slås fast, at Demeter-hymnen selv ikke indeholder tegn på hverken en
katabasis foretaget af Demeter eller uvillighed fra Kore–Persephones side til at blive genforenet med sin moder. Zuntz
(1971) p. 400 tolker dette tema som en orphisk version.
116 Zuntz (1971) pp. 400-2 ser, ligesom Foerster (1874) pp. 45 og 59-63, denne version afbildet på pinakes fra Lokri
(kap. I, V) som en af forskningen overset variant af myten, hvori Demeter ikke har nogen plads. I stedet hænger den
ifølge Zuntz sammen med en mere generel forestilling om Hades, der henter de døde på sin vogn, kombineret med
bruderovet. Han henter således især gerne unge piger, ganske som han hentede sin kommende dronning Persephone. I
denne variant har hun efter sit giftermål med Hades intet at gøre i verden ovenfor. For en kritik af denne teori, cf.
Harrison & Obbink (1986) p. 78.
printet ud fra www.chresteria.dk
32