Den homeriske Demeterhymne og de eleusinske ... - chresteria.dk

2 Katabasis i Kore–Persephone-myten
model, må derfor ifølge Bremmer høre til præ-historisk tid. Teorier om denne funktion i historisk
tid er dog blevet opstillet angående de græske Thesmophoria-fester (jvf. afsnit 3.2.4). 255
Ligheden mellem bryllups- og begravelsesritualer er slående, i og med at begge grupper udgør
former initiation, 256 og der grund til at antage, at den går langt tilbage i tiden. 257 Mange fælles
elementer går igen i antikkens ceremonier omkring bruden og den døde, f.eks. vaskningen og
indsmøringen med olie, påklædelsen, udsmykningen, bekransningen og fakler. Også granatæblet er
som nævnt typisk for begge ritualer. 258 I Kore–Persephone-myten ses netop den tætte sammenhæng
mellem initiation (i form af bryllup) og død, idet katabasen / initiationen beskrives som en rituel
død.
Den græske litteratur indeholder mange eksempler på, at dette tema, bryllup – død / begravelse,
beskrives og anvendes. 259 Sophokles anvender udpræget temaet i Antigone, 260 men også i
Euripides' Hercules Furens jamrer Megara over sine tre døde sønner, som nu er tvunget til at gifte
sig med underverdensvæsener og få Hades til svigerfader. 261 Der er også mange paralleller at finde i
de moderne græske sørgeviser, moirologia, som kort skal nævnes her, da det vidner om fænomenets
dybe rødder og persistens i den græske kultur. 262
255
I denne undersøgelses afsnit 3.2.4 vil det blive sandsynliggjort, hvordan dette billede af kvindeinitiation kunne
overføres på den eleusinske kults initiander af begge køn.
256
Dette er tilfældet ikke blot i det antikke (og moderne) Grækenland, men over hele verden. Van Gennep beskriver p.
152 en begravelsesceremoni fra Indien. Som en del af ritualet foretages en forlovelsesceremoni mellem den døde og
underverdenen ("ceremony of 'betrothal', or 'union of the deceased with the population of the lower world'") ledsaget af
bryllupssange og fest. Ofte optræder tilsvarende, i forbindelse med initiationer af levende, riter, hvor initianden
begraves, og der sørges og drikkes gravøl.
Politis (1914) 217, 14-20 er et moderne græsk eksempel på, at de, der er døde før ægteskabet, til begravelsen klædes i
bryllupstøj. Pigen i den græske folkevise må i stedet for sin jordiske ægtemand gifte sig med døden, Charos. For en
mængde paralleller til temaet bryllup & død, cf. Alexoiu & Dronke (1971). For en behandling af døden anskuet som et
bryllup, cf. Lawson (1910) pp. 546-61. Angående ligheden mellem bryllups- og begravelsesritualer, cf. Danforth (1982)
p. 33 og Rehm (1994) især p. 29.
257
Jvf. Alexiou & Dronke (1971) p. 830.
258
Døde en pige før sit ægteskab, blev en loutrophor, som er eksplicit knyttet til denne bryllupsvaskning, ofte opstillet
på hendes grav (scenerne i vasemalerierne er ofte næsten ens, idet kun små detaljer skiller afbildningen af død og
levende). Også studier af den for begravelsen typiske lekyth-vase viser disse træk (eksempelvis Rehm (1994) fig. 9).
XEK-motivet, omtalt p. 38, optræder også i forbindelse med begravelser, idet den døde føres til underverdenen, ofte af
Hermes. Jvf. Rehm (1994) pp. 30-42 for en gennemgang af alle de her nævnte træk.
259
Cf. Alexiou & Dronke (1971) pp. 825ff. for mange antikke eksempler.
260
Ant. 574-75, 653-54, 804-5, 810-16, 891-94, især 1204-5 og 1240-41.
261
HF 476-84.
262
Politis (1914) 207-22 falder alle i kategorien moirolÒgia tou k£tw kÒsmou kai tou C£rou. Zuntz (1971) pp. 400-
2 opstiller en lignende teori på baggrund af det antikke kildemateriale (jvf. note 116 i afsnit 2.1.3). Denne teori har som
det centrale også almindelige dødelige pigers bryllup med døden og danner således en antik parallel til det nygræske
materiale. Alexiou & Dronke (1971) pp. 846ff. behandler græske folkeviser.
For en behandling af termen moirologia som omfattende flere former for afsked, herunder både med den døde og
bruden, cf. Alexiou (1974) pp. 118-22. Alexiou foretager i dette afsnit en interessant parallel-opstilling af moderne
græske sørgeviser sunget henholdsvis for en død og en brud, der forlader sit barndomshjem. Ligheden i udtryksmåde er
slående. En sådan sammenlignende opstilling ses også hos Danforth (1982) pp. 86-89. Pp. 80-81 citerer han ligeledes en
vise, hvori en død mand siges at ægte døden – den sorte jord er hans hustru: "MÒn' pÁte pëj pantreÚthka kaˆ pÁra
kal¾ guna…ka. / P»ra t¾n pl£ka peqer£, t¾ maÚrh gÁj guna…ka, / ki aÙt¦ t¦ lianopštrada t£ 'cw
gunaikadšrfia."
printet ud fra www.chresteria.dk
67