Den homeriske Demeterhymne og de eleusinske ... - chresteria.dk

2 Katabasis i Kore–Persephone-myten
2.2.9 DEMOPHOON SOM PARALLEL TIL KORE–PERSEPHONE
Demophoon udgør en parallel til Kore–Persephone, idet begge omfattes af Demeters
moderfølelse. 229 En vigtig forskel (og pointe) er dog, at Kore–Persephone er guddommelig og
udødelig, mens Demophoon er (og forbliver) dødelig, idet guddommelig- og udødeliggørelsen slår
fejl.
Drengen er et ønskebarn og en efternøler, hvilket understreges flere gange i hymnen (især vv.
164-65). Det alene gør ham speciel, men tilmed opstår gudelignende træk ved Demeters omsorg,
under hvilken han bliver da…moni soj (v. 235) og qeo‹si ókei (v. 241) til forældrenes undren
(mšga qaàm' v. 240). 230 Gudinden giver ham ikke 'menneskeføde' (v. 236), men smører ham ind i
ambrosia æj e„ qeoà kgegaîta (v. 237), blæser sin søde ånde på ham og vugger ham på sit skød
(v. 238).
Alle disse ting karakteriserer en kærlig (her guddommelig) moder og står i modsætning til sidste
del af Demeters behandling, som er anderledes voldsom, idet hun om natten lægger drengen på
ilden, som var han en fakkel – nÚktaj d krÚpteske purÕj mšnei ºäte dalÕn / l£qra f…lwn
gonšwn (vv. 239-40). Tekstens iterative former vidner om en gradvis forvandling, der kræver tid og
arbejde fra Demeters side. Alt dette sættes i værk af Demeter for at gøre Demophoon udødelig
(¢g»rwn t' ¢q£natÒn te v. 242), idet det dødelige brænder bort i ilden. 231
I andre versioner af myten omkommer drengen i ilden ved Metaneiras mellemkomst. 232 Denne
død skal ikke kun ses som en straf eller nødvendighed, fordi Demeter er blevet forstyrret under
processen, men som afspejlende en rituel død. Dødelige væsener må dø for at kunne genfødes som
229 Selve episoden med Demophoon udgøres af vv. 231-91 (der ses her bort fra den indledende ansættelse som amme og
den efterfølgende opførelse af templet). Opfostringen af drengen udgør en pause i gudindens søgen efter sin datter. Der
er mange teorier knyttet til netop dette afsnit i hymnen, og kun de vil vil blive berørt her, som har relevans for
undersøgelsen af katabasis.
230 På dette punkt kan der drages en parallel til Kore–Persephone, der beskrives som mšga qaàma i sin årlige opstigen
fra dødsriget (jvf. p. 54). Deal & Rubin (1980) pp. 14-15 paralleliserer bl.a. ud fra dette græske udtryk Kore–
Persephone, Demophoon og Narcissen. Artiklen er en Lèvi-Strauss-inspireret strukturalistisk analyse af Demophoonepisoden
med mange gode pointer. Men parallellerne, hvoraf den overordnede er mellem Kore-Persephones bortførelse
og Demophoon-episoden, strækkes ofte længere, end teksten kan holde, som f.eks. i dette tilfælde, hvor Narcissen
sættes på linie med de to personer. Ganske vist er den som blomst associeret med død, men mere bør man nok ikke
tillægge billedet.
231 Andre myter indeholder lignende eksempler på børn, hvis dødelige del brændes væk, f.eks. Achilleus i Apoll. Rhod.
Arg. 4, 869-79. For andre eksempler, cf. Dietrich (1982) p. 453 og Frazer (1921) bd. 2, pp. 311-17 (appendiks "Putting
Children on the Fire").
Furley (1981) pp. 84ff. og Burkert (1983) pp. 256-64 paralleliserer Demophoon-episoden med de eleusinske
mysteriers holokaust-offer i form af en gris for hver initiand. Men der er, som det vil blive vist, grund til at antage, at
episoden også rækker dybere ind i initiationsritualet. Richardson (1974) pp. 24 og 233, med samt Furley (1981) pp. 81-
82, argumenterer for, at episoden pga. dens placering i hymnen (mellem kykeon-afsnittet og indførelsen af gudindens
orgia) kun kan have været tilknyttet det indledende mysterieritual. Dette er ikke holdbart, da man i en kultisk betinget
myte ikke kan regne med, at rækkefølgen af henholdsvis mytens og kultens elementer er ens (jvf. også note 101). En
sådan teori bør derfor understøttes af andre argumenter. Richardson omtaler dog også teorierne om en dybere mening
med afsnittet, i form af fødslen af koàroj, jvf. pp. 232 og 234.
232 F.eks. Apollod. Bibl. 1, 5, 1.
printet ud fra www.chresteria.dk
59