Den homeriske Demeterhymne og de eleusinske ... - chresteria.dk

3 Katabasis i de eleusinske mysterier
religionen er så stor en del af, er man nødt til at prøve at gå ind på dette verdensbilledes præmisser,
hvor vanskeligt det end er.
Som filolog er man vant til at tage det sproglige meget alvorligt, hvilket også må overføres på
tekstens indhold. Filologien arbejder med meget konkrete faktorer (hvilket er dens bidrag til
discipliner som f.eks. religionsvidenskab), og også hvad angår et religiøst indhold, bør man forsøge
sig med en så bogstavelig forståelse som muligt. Hvis en kultisk katabasis udspringer af den
tilhørende myte, må man antage, at den mytiske beskrivelse, som er meget konkret følelsesmæssigt
(jvf. afsnit 2.2.3 og 2.3.1), også må tegne billedet af initiationen i kulten.
En tilgang er at anskue myten og det mytologiske sprog som konstituerende det univers, kulten
udfolder sig inden for. 319 Mytens univers bliver kultens i kultdramaet. Anskuer man disse størrelser
som værende så tætte, må konsekvensen deraf også blive, at katabasis indrømmes en lige så central
plads i kulten som i myten (jvf. afsnit 2.3.3), hvis der skal være overensstemmelse mellem de to
størrelser.
Men, hvad forskningen i de eleusinske mysterier angår, er der en tendens til at overse dette,
hvilket til dels må skyldes manglen på kilder til at belyse netop den kultiske katabasis. Så længe
fortolkningen beskæftiger sig med myten, får forståelsen vide rammer at udspille sig indenfor. Men
når undersøgelsen overføres på kulten, glemmes det mytologiske univers, og i stedet fokuseres der
på materielle fakta, såsom udgravninger. Myter anses for 'gode historier', mens kultens fysiske og
arkitektoniske rammer udgør de virkelige fakta. Derfor afvises førstnævnte ofte indirekte som
opdigtet materiale, hvor alt kan lade sig gøre, fordi det er fantasi.
I tråd hermed ses også forskningens tendens til at søge efter ord og formler i jagten på de
eleusinske mysteriers mysterium, der anskues som 'en foredraget hemmelig lære', og dette er med til
at trække den endnu længere væk fra forståelsen af religion som oplevelse af det guddommelige.
Den religiøse oplevelse indebærer imidlertid andre erkendelsemæssige forhold og kriterier på
virkelighed. I forsøget på en beskrivelse fremstår et markant træk: Oplevelsen må først og fremmest
indebære opnåelsen af, hvad vi definerer som 'en anden tilstand', måske bedst kendt i form af
trancetilstande, f.eks. shamaners 'åndeflugt' (jvf. også note 361). Den pågældende person går fra den
profane sfære over i en religiøs, for at anvende sondringen mellem helligt og profant, hvor
profansfærens regler ophæves og erstattes af det mytiske univers. 320
Hertil kommer, at den antikke opfattelse af krop og sjæl (før Platon og filosofiens gennembrud)
ikke har været den samme som vores. Dichotomien var ikke så udtalt, og den grundliggende
kultdramaet vil ikke blive diskuteret ud over spørgsmålet om katabasis. Det må være rimeligt at antage, at en rituel
katabasis, hvis den indgik i kulten, må have hørt til begivenhederne omkring dette drama.
319 Denne tilgang ses hos den myte–ritual-skole, jeg lægger mig op ad, jvf. pp. 9f.
printet ud fra www.chresteria.dk
82