Den homeriske Demeterhymne og de eleusinske ... - chresteria.dk

2 Katabasis i Kore–Persephone-myten
Man kunne som moderne læser ønske sig en mere detaljeret beskrivelse af selve turen til
underverdenen og begivenhederne dernede forud for Hermes' ankomst, men dette har åbenbart ikke
været vigtigt for de antikke tilhørere, som kendte hele historien og kunne relatere en begivenhed
som brylluppet til deres eget liv. 177 Den antikke tilhørers forhåndsviden har udfyldt disse, for os
moderne mennesker at se, tilsyneladende huller i fortællingen. 178
Man kan heller ikke lade være med at overveje, om det er et ulykkeligt ægteskab, Kore–
Persephone indgår i. Men, som det er blevet vist, skyldes betoningen af voldsomheden og
fortvivlelsen snarere fokus på den vanskelige overgang mellem de to forskellige former for
tilværelse i stedet for på livet som hustru og kommende moder. Derfor er vægten lagt herpå og ikke
på, at hun som hustru finder ud af, at det hele ikke var så slemt alligevel.
Hvad dette angår, kan Kore–Persephone anskues som prototypen på den unge giftefærdige pige
(jvf. afsnit 2.2.4), og hendes bryllup som brylluppet. For de antikke tilhørere ville det være ret
ulykkesbringende for alle andre unge piger, hvis hendes ægteskab var ulykkeligt. Men det er slet
ikke mytens hensigt at tage stilling til graden af lykke i det beskrevne ægteskab. Fokus er på selve
ægteskabets indgåelse som initiation, og derfor er det den traumatiske side af bryllup og overgang
fra pige til kvinde, der er spændende for en digter at beskrive for tilhørerne. Dette identitetsskifte,
som er resultatet af katabasen, beskrives i de to følgende afsnit, hvor gudindens to roller,
henholdsvis som Kore og Persephone, vil blive behandlet.
2.2.4 KORE: DEMETERS DATTER FØR INITIATIONEN
Kore–Persephone introduceres i teksten som Demeters datter (v. 2). Hymnens første del (indtil
Hermes sendes til underverdenen vv. 334ff.) omtaler hende, pånær v. 56, 179 som koÚrh (vv. 8, 27,
66, 333), qug£thr (vv. 2, 201, 304), qe£ (v. 34), tškoj (v. 71), pa‹j (v. 77) og ¥koitij (v. 79). I
tekstens anden del forekommer koÚrh også (vv. 439, 180 445, 493), men ikke nær så hyppigt, idet
navnet Persephone nu optræder de fleste steder (jvf. næste afsnit).
177 Jvf. Rehm (1994) p. 7, der behandler samme situation i forbindelse med tragedieopførsel.
178 Man kan overveje, om disse punkters eventuelle eksplicitte beskrivelse i hymnen ville være at røbe dele af
mysterierne, men denne diskussion om enkelte elementer fra hymnen i mysterierne er for stor at begive sig ind på her
(for en diskussion af katabasis i kulten, cf. kap. 3). Mod en sådan antagelse, kan det også anføres, at det fortiede bryllup
var en så hverdagsagtig begivenhed, at alle alligevel kendte den, hvilket snarere er grunden til, at det ikke beskrives i
teksten.
179 I dette vers anvendes navnet PersefÒnh (i akk.). For en diskussion heraf, cf. næste afsnit.
180 V. 439 ses som det eneste sted den attiske form kÒrhn. Alle andre steder anvendes det episk-ioniske koÚrh.
Richardson (1974) ad v. 439 mener, at brugen af formen her kan være ganske tilsigtet, idet en ionisk digter kan have
anvendt den attiske kulttitel med vilje. Denne forklaring er at foretrække frem for forskere som f.eks. Mitscherlich (cf.
Richardsons noteapparat i hans tekstudgave), der mener, at vv. 438-40 skal betragtes som en interpolation.
printet ud fra www.chresteria.dk
46