GÅDEN OM FARAOS DATTERS SØN - Ove - Visdomsnettet

den tid har processen med skinhenrettelsen med bandlysningen og fredløshed
samt fratagelsen af hans officielle identitet været udført.
Og netop også i samme år 16 begyndte Tuthmosis III for første gang
at optræde offentligt i inskriptioner (mere om dette følger) med sit navn
sammen med titlen som faraoregent sidestillet med Hatshepsut!
En ypperstepræst blev snart igen indsat og tilhørte naturligvis helt og
holdent Tuthmosis III's parti. Inden det næste skridt blev taget, var Senmut/Moses
på vild flugt langt bort fra de sammensvornes rækkevidde.
I Senmuts hemmelige grav blev arbejdet afbrudt for altid. Af en sidste
inskription i gravanlægget - måske er den endda foretaget af Senmut
selv - nåedes kun at blive indkradset:
"...På den 29. dag i den 4. oversvømmelsesmåned... - - - - ".
Herefter hørtes der ikke mere til Senmut.
Bag flugtberetningen afsløres en større sammenhæng
Efter Moses' involvering i det tilsyneladende drab på en egyptisk embedsmand,
kan Bibelens version af beretningen give det indtryk, at Moses
flygtede direkte til Sinai. Hvorimod rabbinerskrifterne, flere andre
oldtidsskrifter og Josefus fortæller om hans lange ophold i Etiopien forinden
opholdet på Sinai.
Ved Bibelens beretning om Moses' (endelige) ophold hos Jethro på
Sinai vil en nærmere analyse afsløre flere mærkværdigheder i den pågældende
tekst i "2. Mosebog" (2,15), der ordret siger:
"...Og farao hørte om denne gerning og søgte at slå Moses ihjel,
men Moses flygtede fra faraos ansigt og slog sig ned i Midian-landet,
og han satte sig ned ved brønden...".
Til udtrykket "slog sig ned" er der begge gange i Hebraisk Bibel anvendt
samme ord, jashab. Men noget mere viser en gammel syrisk bibeloversættelse,
"Peshitta", med oprindelse i traditionen hos den jødisk-kristne
menighed i Edessa i Irak 200 e.Kr. (mange var efterkommere af jøder, der
foretrak ikke at vende tilbage til Israel efter deres tvungne eksil i Babylon
i 500-tallet f.Kr.). For denne tekst med ord og udtryk fra før Ezras bibelredaktion
(i funktion efter 400-tallet f.kr.) angiver, at Moses "rejste til"
(halak, 'gik til') Midian, midianitternes land; bl.a. Sinai-halvøen.
Dette synes at være en rest fra en oprindelig længere version af beretningen,
som også kendes fra rabbinerskrifterne samt Josefus, Philo
m.fl. For anvendelsen af dette udtryk "rejste (til)" vil da have forbindelse
til en nu manglende tekst, der forud for det pågældende bibelvers har
omhandlet Moses' eksilrejse - en rejse andre steder hen inden han "satte
sig ned" ved brønden på Sinai.
For 1.200-1.300 år siden blev der til brug for læsning af den Hebraiske
Bibel endelig fastlagt i skriften forskellige "signaltegn" (masoretiske
tegn). De tjente til at vise, hvordan det traditionelt formodedes, at
120