GÅDEN OM FARAOS DATTERS SØN - Ove - Visdomsnettet

Diagram 1: Stiliseret himmeloversigt vedr. planeternes positioner som en gruppe
omkring Sirius og Verdens-aksen. Beregnet med astronomiske data ud fra planetplaceringerne
i Senmuts stjernekort.
Senmuts stjernekort og samtidens konjunktioner
Om både Diagram 1 og Skema 2 kan informeres: I dem begge er planeternes positioner
- med afstanden fra forårspunktet - målt på ekliptika og her angivet i hele buegrader
(bueminutter og sekunder afrundet til nærmeste grad).
Sirius er her det definerede udgangspunkt - herfra udmåles distancerne til de i
undersøgelsen fastsatte ydergrænser for planetgrupperingerne.
Jordaksens hældningsbevægelse, præcessionen, der gennem årtusinder langsomt
ændrer forårspunktets afstand fra stjernerne, er, sammen med bevægelsens
uregelmæssigheder, udregnet med tal og formler fra Moesgaard & Kahl Kristensen's
afhandling "The Bright Stars of The Zodiac. A Catalogue for Historical Use", i
Centaurus (vol. 20, 1976, s. 129-158).
Formler til brug for Sirius' såkaldte egenbevægelse (også anvendt af RCCO)
kendes i flere udgaver alt efter de faktorer, der prioriteres, men da det kun giver få
buesekunders variation, betyder det intet her.
Der findes små forskelle i himmellegemernes positionshøjde - "deklination" -
over og under ekliptika; de er ikke vist i Diagram 1 og betyder intet for resultatet.
Konjunktionernes forskellige varighed er til analysen afgrænset ud fra deres
individuelle første og sidste datoer, der naturligt er defineret ud fra, at de så vidt muligt
udstrækker sig fra en nymåne(/formørkelse) til den næste eller yderligere næste.
Dette er valgt, for når Månen i form af nymåne også indgår i gruppen, er konjunktionen
mest omfattende.
Konklusion
Herefter er resultatet fra Senmut-kortene, at der nu er fundet indicier for, at en sammenhæng
mellem en reel konjunktion på himlen og en gengivelse af planetmønsteret,
var bevidst tilsigtet.
Grundformen for planeternes grafiske opstilling på Senmutkortet synes skabt i
187