GÅDEN OM FARAOS DATTERS SØN - Ove - Visdomsnettet

lodet, er det drab. Men dette forhold ændres bort fra Moselovens forordning og bliver
en slags "totemisme" eller hellig rituel kannibalisme, når der i "Johannes' Åbenbaring"
(6,54) siges om nadveren, at:
"....den, der spiser mit kød og blod, har evigt liv... mit blod er en sand
drik...".
Da Jesus indstiftede den hellige nadver, påskemåltidet, som en forløber for hans ofring
af sig selv ved korsfæstelsen, indviede han et bæger med vin, som han symboliserede
som sit blod, hvorefter disciplene skulle drikke af bægeret - og ligeledes spise
det indviede brød. Her skimtes rester af nogle af de ældste religiøse ideer: At herved
blive ét med guden og få del i det guddommelige.
Dette at "spise" en gud var, således længe før Jesus, en udbredt rituel handling
i mange af de gamle kulturer, hvor guden eller det indviede offer ritualdræbtes, især
ved forårsjævndøgn (og dermed påsketiden), og fortæredes ved den omtalte form
for religiøs kannibalisme.
Mange førkristne traditioner overlever i Middelhavslandene, hvor guden bl.a. til
påske spises i form af gudefigurer af dej, der er bagt som brød eller kage (en "kagemand").
Mens traditionerne om selve blodet lever videre i adskillige andre forhold.
"Nadver-blodet" har overlevet især i den katolske kirke, her er blodet et sakramente.
Derimod demonstreredes tidligt i Egypten også en anden side af "respekten" for
blodet: Intet dyr blev slæbt hen og dræbt foran gudens (gudebilledets) ansigt, og intet
blod blev udgydt på selve offeralteret i en guds nærvær. Særlige præster beredte
først kødet til at kunne sættes frem og "optages" af guderne.
Eftersom opfattelsen af blodet inden for religion og kultur som nævnt er et
kæmpestort emne, skal i det følgende blot gives et par enkelte, afgrænsede eksempler;
dette som bidrag til at illustrere en baggrund for visse mindre kendte forhold,
der også ses at optræde i forbindelse med skinhenrettelsen (omtalt i kap. 1) af den
yngre Moses i Egypten.
Magisk besværgelse ved blodet
I oldtidskulturerne var der tradition for den praksis, at det skulle give forstærkende
effekt, når besværgelser - hvad enten heldbringende magi eller forbandelse - ledsagedes
af et offerdrab. Her tillagdes det betydning, at der blev udgydt blod. Blodet
opfattedes at have den egenskab at forstærke kræfter, der var til stede, når liv overskred
grænsen mellem denne verden til den næste. Denne "overgangsfase" blev ledsaget
af stærke besværgelser, som befordredes ved blodets stærke "magi", der herved
skulle fjerne dårligdomme og kriser, ved at offeret "førte dem med sig over i den
anden verden".
Når der mod et stedfortrædende offer fremsattes overdrevne, helt uretfærdige
og naragtige anklager, gav det en forstærket effekt, hvis denne person i forvejen
kunne anklages for noget, der kunne gøre ham til forbryder; eller anklagen kunne
overdrives uhyrligt, for at han nu kunne betragtes som en forbryder.
Ofte blev henrettelsen af en forbryder udskudt for at blive udnyttet på et særligt
- ofte astrologisk bestemt - tidspunkt til disse formål. Sådanne forbryderhenrettelser
170