GÅDEN OM FARAOS DATTERS SØN - Ove - Visdomsnettet

det gamle sprog blev læst og udtalt. Dertil blev der i den Hebraiske Bibel
indsat nogle såkaldt "forbindende tegn", der kun er skriftlige markeringer
(accenter), der ikke udtales. Herved synes et sådant forbindende
tegn at være indsat i "2. Mosebog" (2,15) mellem sætningen med flugten
fra farao og sætningen om, at Moses slog sig ned. Den sammenbinding
af de to episoder er således udført ud fra en baggrund af senere tiders
opfattelse og kan derfor tillægges mindre autoritet end selve beretningens
egen næsten 3.500-årige kerne.
Især kan denne bibelteksts anvendelse af udtrykket "brønden" - dvs.
ordet "brønd" determineret, altså i bestemt form - indikere, at der har eksisteret
en forudgående tekst, hvorfor i det efterfølgende at brønden forudsættes
bekendt; idet denne grammatiske form vil henvise til - den nu
således forsvundne - første gang, hvor brønden har været nævnt.
Sinai udgør et område på størrelse med nutidens Schweiz og har flere
kendte brønde og kilder, hvorfor der næppe kunne være tale om at bruge
udtrykket "brønden," som om der kun var denne bestemte brønd. Der
er endda inden for denne bibeltekst (2,15) i "2. Mosebog" flere temmelig
tvivlsomme forhold, der kunne vise, at teksten på dette sted er et uddrag
eller en amputeret version af en oprindelig større beretning.
Ikke alene rabbinerskrifterne, men også oplysninger fra Egyptens historie
underbygger, at en mere omfattende flugtberetning har eksisteret.
For dette, at Moses netop ikke valgte i første omgang at oprette sit eksil
hos Jethro på Sinai, men havde en anden strategi - må ses i det lys, at allerede
efter Hatshepsuts år 13 (1496 f.Kr.) var der for usikkert i Midian
på Sinai. Det er et historisk faktum, at dette steds delvise isolation her
var blevet brudt ved genindførelse af minedriften, og hermed i hvert fald
tre år inden Moses' flugt ud af Egypten.
Forvirringen ved de to flugtveje
Ligeledes ud fra Tuthmosis III's første handlinger, nemlig at iværksætte
eftersøgning på Sinai (omtales i det følgende), kunne det se ud til, at Moses
havde ladet som om, han flygtede nordpå til sine forbundsfæller i en
afskibningshavn ved grænsebyen med det senere navn Pelusium ved
Middelhavet - eller endda videre her fra Nedre Egypten til Jethro på Sinai.
Alt imens Moses, ifølge en lang række rabbinerskrifter og flere af
oldtidsforfatterne, undslap i den stik modsatte retning til Etiopien i syd,
her hvor Hatshepsut havde formået at skabe gode relationer.
Dette var de to klassiske flugtveje, hvoraf den nordlige ofte anvendtes
af dem, der flygtede fra hofstaben, og som rabbinerne beretter, at det
var sket i Jethros og Jobs tilfælde. Ruten var på Moses' tid velkendt fra
bl.a. den egyptiske hofmand Sinuhes 400 år ældre og berømte såkaldte
selvbiografi (model for Mika Waltari's roman "Sinuhe Egypteren").
I nordøst havde Moses i så fald - ligesom tidligere Sinuhe - ellers
121