GÅDEN OM FARAOS DATTERS SØN - Ove - Visdomsnettet

til mange historiske facts, mene sig i stand til at bore så dybt ned i hændelserne
som ovenfor. Det overlades snarere til romanforfatterne. Traditionel
forskning må - ikke urimeligt - hævde, at der ellers dækningsløst
vil kunne påstås hvad som helst. Men det mere udtømmende billede af
realiteterne tabes, de rummer mere end der ses ved strengt videnskabelig
metode, der således på visse punkter må give op.
I hele denne affære, der kan siges at være til en vis grad anskuet ud fra
Senmuts grundlag, har Tuthmosis III stået som skurken. Men hos konspirationen,
der oprindelig måske endda har måttet tvinge den yngre prins ind
i rollen som denne gruppes redskab, har man ud over magterhvervelser for
de implicerede også sandsynligvis seriøst anset aktionen, der for altid fjernede
den anden tronfølgerkandidat, for at være til landets bedste.
Ved senere oprør ledet af den ældste kandidat, nu under navnet Moses,
har denne Moses derimod, også ifølge den egyptiske historiker
Manetho, været skurken, endda en forræder. Dette indtryk - tilmed bevaret
i egyptiske tempelarkiver, som Manetho langt senere stadig havde
adgang til - var som en propaganda, som allerede konspirationsgruppen
har retfærdiggjort kuppet med. Yderligere kunne gruppens aktion bestyrkes
af det held, at Tuthmosis III viste sig særdeles velegnet til jobbet.
Dog fik han først fred med naboerne efter 19 år: Tidspunktet svarer præcist
til det af rabbinerne omtalte ophør af Moses’ eksil i Etiopien.
Tuthmosis III blev en dygtig farao, men var til sit held især funderet
på dygtige rådgivere med baggrund i den ekstremt velorganiserede administration,
der var blevet opbygget i Senmuts tid. Og det er reelt misvisende
blot at gentage ordret i egyptologibøgerne, hvad Breasted i begyndelsen
af 1900-tallet ud fra sin tids viden udtrykte med oprigtig beundring,
nemlig at Tuthmosis III var "oldtidens Napoleon": En myte
skabt af fagets folk - på trods af den historiske kendsgerning, at Tuthmosis
III ikke har udvidet de egyptiske besiddelsers grænser med blot en
fingerbredde! Nærstudier af hans propaganda viser, at hans krigstogter
ikke gik videre end til at forsvare - om end umådelig dygtigt - præcis de
besiddelser, hans farfar Tuthmosis I allerede havde taget.
Sammenfattende foreligger det, at en temporær identitetsombytning
historisk set ikke var umulig i toppen af et lukket hierarki. Thutmosis III's
mange dokumenterede mærkværdigheder: Påfaldende navneændring, indførelse
af "farao" som reel titel, ændring af årsantal, egenhændigt kunsthåndværk
etc. er blandt indikationerne for, at det projekt, der beredte vejen
for at han fremstod med ny identitet, også virkelig lod sig realisere.
RESUMÉ · Et mistænkeligt stort antal efterligninger af Senmuts virke viser sig
i Tuthmosis III's hele fremtræden - netop først efter at Senmut forsvandt.
· Tuthmosis III's tyveri af Hatshepsuts regeringsår har senere, ved en
manglende forståelse af Senmuts baggrund, hindret kuppets opklaring.
159