GÅDEN OM FARAOS DATTERS SØN - Ove - Visdomsnettet

Ved israelitternes første påske, 1.500 år før Jesus, blev der stænket blod på dørstolperne,
for at israelitterne inde i deres egne hjem skulle blive beskyttet mod drab.
- På næsten lignende vis i andre kulturer skulle blodet således magisk beskytte børn
og dyr mod dæmoner - især ved forårets begyndelse.
Endnu i dag i utallige arabiske, indiske, afrikanske og sydamerikanske landsbyer
ritualofres husdyr, og blodet anvendes i magisk øjemed helt officielt, f.eks. når
et borgmesterkontor eller en ny fiskerbåd skal indvies (bl.a. filmdokumenteret af
ekspeditionsleder og antropolog Thor Heyerdahl).
Indgåelse af pagt bestyrket ved blodet
Moses' love forbød menneskeofring - men tillod som en form for et stedfortrædende
offer: at stene en gedebuk, en syndebuk, og ofre lidt af dens blod. - Også slagteoffer
beskrives i "2. Mosebog" (24,8). Her hældte Moses ved slagteofringen en del af blodet
i skåle og stænkede det på folket for ved dette stærke middel at besegle en pagt.
Den metode fortsattes så sent som på Jesu tid ved ofring af påskelam (jf. at Jesus
også kaldes "et lam") i Jerusalems tempel. Her roterede præsterne de bægerformede
skåle med offerlammenes blod, for at det ikke skulle størkne for hurtigt, mens
- i samme stund - påkaldelser i form af hellige hymner blev udsunget.
Ideen om blodets kræfter er en "teknisk" baggrund for symbolikken med Jesus
som stedfortrædende offer. Ved "den hellige nadver" udnyttedes den effekt i forbindelse
med, at Jesus oprettede en pagt, og som omtalt lod et bægers indhold af rød vin
symbolisere sit blod. Paulus kaldte senere Jesus for "den anden Adam", og i nadverberetningen
er indlagt et kraftfuldt ordspil, idet de tre omhandlede begrebers ord
"Adam", "blodet" og "den røde vin" alle var af samme rod med næsten enslydende
udtale, både på hebraisk og det lokalt formentlig mest talte sprog aramaisk.
Den nye pagt besegledes, da Jesus blødte under korsfæstelsen: det skete, ifølge
en udbredt opfattelse, samtidig med at blodet fra påskeofringerne i Jerusalems tempel
flød i præsternes bægerskåle! Efter denne begivenhed opstod der legender om
"gralen, det hellige bæger", hvori Josef af Arimathea, Jesu hemmelige discipel,
opsamlede dråber af Jesu blod i det bæger (gralen, kalken), der var anvendt aftenen
forinden til blodsymbolikken ved den hellige nadver. Gralen ansås da - i dele af den
kristelige apokryfe mytologi - for at besidde ekstraordinære kræfter.
Men sådanne stærke kræfter opfattedes som farlige i andre sammenhænge,
hvor de derfor skulle undgås. Der var som nævnt ifølge Bibelen forbud mod at spise
dyr, der havde blod i sig, og et krav at slagtedyrene følgelig skulle "årelades" forinden.
Blodets tabu fastholdes endnu i dag også hos visse kristne sekter, der forbyder
blodtransfussion, og tilmed flere læger går ind for blodløs kirurgi. Men det har
lige såvel kunnet bestrides, eftersom blodtransfusion ikke nævnes eksplicit i Bibelen,
samt ved at se på hensigten med Noahs pagt, der var oprettet for at værne om
livet snarere end om blodet.
Idet blodet betragtedes som et udtryk for livskraft og fysisk livsstyrke, opfattedes
det at indeholde en kraft, og både at kunne påvirkes og påvirke; f.eks. at visse
påvirkninger kan influere/forstyrre "kontrollen" med disse kræfter. Bl.a. ansås de
174