GÅDEN OM FARAOS DATTERS SØN - Ove - Visdomsnettet

i forbindelse med Moses) med største sandsynlighed har været involverede
som Moses' forbundsfæller eller "agenter".
Ifølge de samme overleveringer blev disse personer, der undslap via
en egyptisk havneby med det senere navn Pelusium, skarpt forfulgt til
søs af egypterkongen, der var bror til den mest eftersøgte af dem, nemlig
en stor leder fra Theben i Egypten: dvs. præcis som var det Moses.
I nogle af beretningerne ses en forveksling med den person, der stod
bag - nemlig Moses som stedbror til egypterkongen (Tuthmosis III) - hvilket
både kan være funderet på det omtalte falske nordlige flugtspor, som
Moses havde udlagt; samt funderet på den påfølgende (om end forgæves)
eftersøgning i det nordlige Egypten, i havnebyerne og til søs, som Tuthmosis
III satte i værk mod Moses og hans venner straks efter Moses' flugt.
I Josefus' "Contra Apionem" (1,98-102) findes dele af Manethos udgave
af overleveringen. Også her ses en tydelig sammensmeltning af lederen
Danaos med lederen Moses. For Manetho angiver direkte, at "Danaos"
i virkeligheden var egypterkongens bror Harmais. Manetho beretter
dertil, at Harmais var vesir over Egypten (det græske udtryk epitrophon
i hans beretning betyder endda 'vicekonge') og udstyret med kongelige
regeringsbeføjelser.
Alt dette er præcist genkendeligt for Senmut/Moses' position i Egypten;
og yderligere genkendeligt ved, at farao havde forbudt Harmais at
have seksuelt samkvem med dronningen og at bære kongekrone. Det anvendte
græske udtryk diadem var en art kronebånd til at sætte på græske
kongers hoved, idet der ikke var græsk tradition for at bære krone.
Men Harmais tog altså både den kongelige hovedudsmykning på og
havde seksuelt samkvem med dronningen; foruden at han med sine venner
rejste en revolte mod sin bror, der blev "underrettet herom af vogteren
over de egyptiske templer" - dvs. ypperstepræsten (jf. netop Hapusenebs
rolle samt hans sluttelige greb om landets herold-netværk).
Hekataios af Abdera angiver i forbindelse med denne overlevering,
hvilket i øvrigt også Manetho gør, at den omhandlede egypterkonge endda
afskar broderens forbindelse med dronningen. Det synes således reelt
- og i detaljer overensstemmende - at have handlet om Senmuts/Moses'
afskårne forbindelse med Neferure, der som medregent havde dronningestatus.
En konklusion af alt dette er, at disse overleveringer ord til andet må
være den faktiske beretning om: a) Tuthmosis III og hans modarbejdelse
af at sin stedbror Senmut/Moses, som var Egyptens vicekonge med beføjelser
som faraoen Hatshepsuts stedfortræder og nu "fik kronen på sit
hoved", dvs. skulle være farao; samt b) omhandler samme Tuthmosis
III's modstand mod Moses' hieros gamos-forbindelse (et kultisk ritual
for tronarvinger) med faraos medregent, kongedatteren Neferure.
Disse græske overleveringer gengiver i så fald i realiteten Moses' og
140