GÅDEN OM FARAOS DATTERS SØN - Ove - Visdomsnettet

Planeternes positioner og specielle rækkefølge ved Sirius-sektionen på Senmuts
næsten 4 meter brede sydligt placerede stjernekort vil kunne påvises at udgøre
en inden for flere tusinde år eksklusivt optrædende kombination; hvilken i denne
sammenhæng viser sig kun at forekomme ved maj 1534 f.Kr. (årene mellem 2200
f.Kr. og 200 e.Kr. er undersøgt i Skema 1).
Planetsammenstillinger gentager sig med visse intervaller, men i Senmuts tilfælde
er planeten Mars' placering så usædvanlig, at gentagelser er særligt sjældne,
hvorved alternative dateringer udelukkes.
Med denne dermed nyopdagede egenskab ved disse gamle kort vil planeternes
specielle konfiguration, nemlig sammenstillingen af de af egyptologerne velidentificerede
planeter, nu kunne efterprøves objektivt. Idet dette foregår ved beregninger
baseret på moderne astronomisk videnskab, viser konjunktionen sig at være forekommet
i virkeligheden, endda netop på Senmuts tid.
Kortenes opdagelse i 1927 ved udgravningen af dette Senmuts seneste gravanlæg
skyldes den amerikanske egyptolog H.E. Winlock. Anlægget er senere beskrevet
af bl.a. hans kolleger såsom Peter F. Dorman samt Christine Meyer; foruden at
selve kortene er analyseret første gang af egyptologer som A. Pogo i 1930 og siden
af Richard A. Parker sammen med forskeren i oldtidens videnskaber Otto Neugebauer
i 1960erne, samt Christian Leitz 1989. (Alle de relevante værker findes i
Bibliografien, grupperne 11 og 12).
Ifølge gravhåndværkernes efterladte dateringer på potteskår i Senmuts gravanlæg
blev dette indrettet i Hatshepsuts 11.-16. regeringsår. Det 16. år er cirka 1493
f.Kr. (men ifølge lowdateringshypoteserne senere). Derfor er tidspunktet for konjunktionen
på himlen 1534 f.Kr. absolut muligt og endda ret sandsynligt forekommet
i Senmuts tidligste år.
Disse stjernekort fra Senmuts gravanlæg dannede skole og blev - som prototype
- i princippet efterlignet i de følgende 1.400 år i Egypten.
I Egypten - såvel som i Babylon - blev stjernernes gang observeret ikke alene
til brug for kalenderen, men også for et særligt himmelur. I begge lande kendtes inddelingen
af himmelcirklen, Solens bane (ekliptika), i 360 grader. Blot anvendte
egypterne en opdeling i 36 sektioner à 10 buegrader, en form kendt i Egypten allerede
før 2100 f.Kr.
Her i ekliptikas stjernebælte var disse 10-graders sektioner (senere kaldet dekaner,
fra det oldgræske ord for '10', deka) karakteriseret ved "asterismer", dvs. de pgl.
sektioners stjernegrupper brugt som genkendelsesmærker. Som følge af Jordens
døgn-rotation vil der opstige et nyt af disse dekaner i horisonten cirka hvert 40. minut
- et system anvendt til både klokkeslet og kalender.
Selve dekanbæltet følger Solens "bane", ekliptika - og har de fleste af sine asterismer
placeret langs ekliptikas "underside". Solen vil, under Jordens årlige omløb,
passere et nyt dekan efter hver 10 dage.
At hvert dekan således udgør 10 af "Solens dagsrejser", strukturerede det egyptiske
års kalender til at være 36 uger à 10 dage (= 360 dage plus tillæg af 5 skuddage
ved nytår, i alt: årets 365 dage).
177