GÅDEN OM FARAOS DATTERS SØN - Ove - Visdomsnettet

faraonerne afhængige af til bl.a. at finansiere deres krige, hvorfor ypperstepræster
ofte også kunne ses i embedet som landets krigsminister.
Det var mens disse omstændigheder endnu var overskuelige, at denne
magtgruppe rimeligvis kunne være blevet underlagt større kontrol fra
faraos side. Men Hatshepsut synes oprindelig at have støttet dette nyligt
bedre organiserede præsteparti, der nu havde fået ypperstepræsten Hapuseneb
i spidsen - ligesom dette præsteskab delvis affandt sig med hendes
overtagelse af regentskabet. Sammen havde de mægtig styrke. Bl.a.
ved den afhængighed synes hun ikke at have kunnet styre præsternes
stadigt voksende dominans.
Og at få bremset op for Amonpræsteskabets ekspansion var for sent.
Men at hæmme dette magtmonopol kan dog have været en af Hatshepsuts
bagvedliggende hensigter, da hun lod sit tempel i Deir el-Bahari ved
Theben opføre på flere måder så radikalt anderledes.
Derved kan hun have søgt at kontrollere dyrkelsen af hovedguden
Amon her i dennes egen hjemby ved også at fremme kulten for gudinden
Hathor, som hun søgte at gøre til en mere ligestillet hovedfigur i dette
tempel.
Præsteskabets største ekspansion foregik således allerede på Moses'
tid, hvor han blev et hovedvidne til denne voksende ubalance. På et senere
tidspunkt synes Moses at have taget forholdsregler mod netop det
problem: Som noget helt nyt for hebræere/israelitter, der aldrig havde
haft præster før, oprettede han - efter egyptisk mønster - et præsteskab.
Men præsterne måtte ikke som i Egypten blive en stat i staten.
For det fremgår i Moses' lovgivning for israelitterne, at præsteskabets
magtområde og økonomiske Lebensraum nøje begrænses til nogle
få byer. Principielt var bønderne frie, idet disse præster ikke måtte eje
land. Præsternes indtægter blev dertil fastsat, hvilket måtte modvirke udvikling
af en kapitalmagt hos det fremtidige Israels præsteskab.
ORIENTERING: MAGTENS BAGGRUND
*
Faraoner versus Amonpræsteskabet
En baggrund for den herskende politik i Egyptens 18. dynasti 1585-1305 f.Kr.
er at finde i faraonernes ofte store bundethed af præsteskabet, hvis kapitalmagt
nærmest kan sammenlignes med Tibets præstestyre frem til 1950erne og Vatikanets
styre. Farao var da afhængig af præsteskabets økonomiske understøttelse,
især til hæren - og af dets indflydelse på kongemagtens opretholdelse.
Præsteskabet vogtede bevarelsen af "kongeblodet". Den amerikanske
mikrobiolog Scott Woodward's undersøgelser i 1995 af dna-molekyler i mumier
viser næsten ingen spor af fremmed blod i denne 18.dynasti kongeslægt.
- Vedr. Tuthmosis IV: Amonpræsteskabets voksende magt gjorde det endnu
59