GÅDEN OM FARAOS DATTERS SØN - Ove - Visdomsnettet

APPENDIKS - 1
Blodet og magien
De følgende tillæg med supplerende baggrundsstof og dokumentation må betragtes som
selvstændige bilag, og evalueres uafhængigt.
Liv og magisk kraft 'repræsenteret af blodet'
Supplerer især kap. 14
Adskillige gange i bogens tekst optræder blod i forbindelse med gamle ritualer og
magisk ceremoniel. Oldtidens opfattelse af blodet og dets i forskellig grad tillagte
"ekstraordinære" egenskaber er et vidtomspændende emne, hvortil der langt fra i et
dækkende omfang kan gives nogen oversigt eller behandling her.
Den gamle ide om blodets betydning for de finere slægter er allerede berørt i bogen;
og kunne indgå i tidligere og også senere tiders såkaldte raceteorier. I flere kulturer
kendtes det, at når ubeslægtede mænd ønskede at være fosterbrødre, skar de
snitsår og blandede en smule blod med hinanden. Men først og fremmest anvendtes
blod - ud fra forestillingerne om dets egenskaber, dets særlige kraft - ved ofringer.
I Bibelen kan der læses om blod og dets tillagte betydninger. Ifølge Moses' forordninger
for brændofre og måltidsofre slynges offerdyrenes blod mod altrets sider.
Der brugtes blod ved indvielse af præster - og ved rensning af spedalske. I påsken
smurtes der blod på dørstolper og deres overligger. Manden ofrer sin forhud, der afskæres,
så blodet helst berører jorden.
Af "3. Mosebog" (17,11) fremgår, at kødets (de levende væseners) liv er blodet
- og at det er blodet, der skaffer soning, for det er livet. Blod opfattes som udtryk for
liv og er derfor magisk. Lignende træk genkendes i den græske myte, hvor Aeneas
hælder blod i jorden for at få den afdøde Achilleus i tale. Og senere ud fra den jødiske
tradition opfattede de kristne påskens blodudgydelse forbundet med Jesus på
korset som at være et sonoffer ("Kolossenserbrevet" 1,20).
Allerede i "1. Mosebog" (9,1 og 3,4) omtales, at Noah og hans efterkommere
måtte spise kød, men fik påbud om ikke at indtage blodet. Og selv hos de første
kristne gentages renhedsbudet om blodet - i det Nye Testamentes "Apostlenes Gerninger"
(15,29) - senere mindre kendt hos de fleste kristne, men det kan bogstaveligt
ud fra den pågældende tekst ses fastsat som en stadig og varig forpligtelse at spise
kød fra dyr, der først er slagtet efter dyrets blod er tømt ud. Andre opfattede dette
kun som værende af midlertidig gyldighed for ikke-jødiske kristne.
Kort og godt, ifølge Biblen er blod kødets liv og må ikke spises, men gives tilbage.
Både ånd og blod er kødets liv - begge må gives tilbage. Hvis man indtager
169