GÅDEN OM FARAOS DATTERS SØN - Ove - Visdomsnettet

om, at under en retsundersøgelse efter et mordkomplot ved et af oldtidens
hoffer lod man, foruden andre vidner, også den døde afgive sin forklaring,
måske gennem et medium).
Det er nødvendigt at gå ind i den tids tankegang for at se bag disse
for nutiden så fremmede handlinger. Efter opfattelsen dengang kunne en
indviet person forud for sin død - og faraoner var obligatorisk indviede -
gennemgå nogle særlige dødsforberedelser, således at deres lig fortsat
efter døden afgav særlige, positive udstrålinger. Lignende forhold er ikke
ukendt senere i historien f.eks. helt frem i 1900-tallets Tibet - nøje beskrevet
ud fra andres og egne øjenvidneberetninger i et værk af den franske
antropolog Alexandra David-Neel, "Mystique et magiciens du Tibet"
(Les grands documents Plon, Paris, 1968).
De nævnte faktorer kunne måske være blandt årsagerne til, at nogle af
de tidlige faraoner lod sig begrave under pyramider; her tangeres begreber,
der i fragmenter genkendes i tekstsamlingen "Den Egyptiske Dødebog" og
i de såkaldte "Pyramidetekster". Tilmed har nogle af nutidens mere kontroversielle
forskere, udstyret med fintfølende måleapparatur, været inde
på, at disse specielle bygningsværker kan have været tillagt særlige egenskaber.
Men oprindelig kan ideerne være baseret på den velkendte iagttagelse,
at sådanne store stenmassiver kan trække en lodsnor ud af lod.
Foranstaltninger til dødsforberedelse kunne undertiden arrangeres
som en art frivilligt eller "provokeret frivilligt" offer - hvorved de pågældende
tilmed kunne opfattes som at gå ind i en tilstand af "ikke at
have ro efter døden". Da denne tilstand kunne af nogen fornemmes som
eventuelt mindre tillokkende, kunne det i visse tilfælde udnyttes, hvis en
døende person var så afkræftet i sin dødsstund, at det herved lettere lod
sig gøre at få vedkommende overtalt til "frivilligt" at deltage.
Sådanne ideer om "udstråling" eller "aktive kræfter ud over døden"
var velkendte i hele Mellemøsten. Den tankegang fandtes også fortsat i
Europas middelalder, hvor lig af helgener, eller blot dele af deres lig,
f.eks. knogler - de såkaldte relikvier - ansås at besidde en magisk kraft,
ofte i form af helbredende egenskaber. Her kendes tilfælde, når f.eks. "en
hellig mand" planlagde at flytte bort, hvorefter det lokale styre kynisk
skønnede, at han som attraktion for byen i så fald var mere værd som
død, et helgen-lig, end i live - og følgelig lod ham ombringe diskret. Ifølge
den gamle opfattelse ville den særlige "udstråling" fra et lig af en helgen
ikke nødvendigvis aftage med tiden.
Og andre senere beretninger omtaler, at personer, der ud fra disse
gamle tiders tankegang ansås for "hekse", efter tilsvarende princip kunne
få deres krop til efter døden at fungere som transmittor, men af negative
kræfter, f.eks. for at vedligeholde en forbandelse mod deres fjender.
Det er således ikke usandsynligt ud fra disse ældgamle forestillinger
med de levendes frygt for de afdøde, at den stærke Hatshepsut havde
147