GÅDEN OM FARAOS DATTERS SØN - Ove - Visdomsnettet

arn ved en politisk udveksling, fra det fjerne solgud-dyrkende mediske land
Mitanni (i nuværende "Kurdistan", Sydarmenien og Vestpersien).
Inskriptioner nævner hendes opdrager, en sandsynlig tutor med myndighed
som forældre: Aye, senere ypperstepræst og til slut farao (uden kongeblod).
Med omtalte herkomst kunne Nefertite i så fald ikke blive "guds-hustru" eller
på anden måde opfylde reglerne; det har kunnet medvirke ekstra til, at
Amenhotep IV brød helt med Amonpræsteskabet og valgte at dyrke solguden.
Forskere, der tvivler på Nefertites omdiskuterede afstamning, vil engang fra
dna-undersøgelser kunne få afklaret, hvorvidt hun måske i stedet var af en gren
af egyptisk kongeslægt.
Amenhotep IV dyrkede solguden som Aton (Aten), 'solskiven', en trancendental
form for guddom, og lod det foregå også uden for Re's præsteskab, idet
han oprettede et selvstændigt Atonpræsteskab med ny kultusform. Derfor, i lighed
med sin fars reaktion, flyttede kongen endnu i faderens levetid fra de Amondominerede
byer, især Theben - men yderligere bort, for uafhængigt at bygge sin
egen regeringsby Akhen-Aton (nu kaldet Tell el-Amarna, 500 km nord for Theben)
op fra grunden, direkte på den bare mark.
Han udskiftede sit navn fra Amenhotep (IV) til Akhen-Aton. Da man troede
på navnemagi, forsøgtes ad denne vej at svække Amons magt. Og han lod sit
Atonpræsteskabs nidkære agenter rejse land og rige rundt og ødelægge Amonnavne
i forgængernes inskriptioner; det ramte også en del af Hatshepsut(-Chemen-Amon)’s
inskriptioner. Akhenaton og hans eftefølgende søn eller slægtning
blev ifølge nogle egyptologer muligvis likvideret. Den særlige religionsversion
blev aldrig bredt modtaget. Og da herefter den førnævnte Aye efterfulgt
af general Horemheb blev faraoner (hvorefter igen et nyt dynasti kom på tronen),
fik Amonpræsteskabet igen sin magt - denne mægtige institution kunne
umuligt fortrænges.
*
På baggrund af disse tidstypiske perspektiver bliver det forståeligt, at
selv om landets hersker arbejdede så meget for en sag, sådan som Faraos
Datter ifølge rabbinerskrifterne gjorde for at fastholde Moses som
tronarving, ville forehavendet fra starten være vanskeligt at gennemføre,
når flere af præsteskabets ledere ikke støttede det.
Ifølge oldtidsforfatterne havde Moses først haft egne nye ideer om
udformning af den egyptiske religion. Samtidig er det et historisk faktum,
at tydelige spor af "monoteisme", reelt monolatri, fra ideen om én
(skaber)gud, tidligt fandtes i Egypten og igen aktiveredes i Amenhotep
II's tid - jf. emnet 'monoteisme' i "Lexikon der Ägyptologie" (Band 4,
1982): Dvs. præcis på Moses' tid. Det var ikke læren om kun én eksisterende
gud, snarere eksklusiv koncentration om en bestemt blandt guderne
- her guden Aton. Det var den tendens, der udvikledes yderligere hos
farao Akhenaton IV. (I dag ved vi, at der hos ham ikke var tale om ren
61