GÅDEN OM FARAOS DATTERS SØN - Ove - Visdomsnettet

Senmut opfandt en ny stil for de kongelige sarkofager, bl.a. at de nu
blev udført i granit, og den første lod han fremstille til Hatshepsut. Det
dannede faktisk mode senere hos faraoner efter den tid, helt frem til og
med Amenhotep III (død cirka 1380 f.Kr.).
Et særligt tegn på Senmuts rang som kongelig af fødsel kan bl.a. synes
udtrykt ved, at hans egen sarkofag er af samme størrelse og type som
Hatshepsuts - og formet som en stor kartouche (den særlige ramme, der
omslutter kongenavne) - en umiskendelig kongesarkofag.
For mumier gravsattes dengang normalt i trækister - tidligere gjaldt
dette ofte også kongerne - men her havde Senmut altså til eget brug ladet
en pragtfuld kongelig sarkofag udhugge af kvartsitsten (granit). Den
var oprindelig beregnet for Hatshepsut og er af samme art som to kongesarkofager,
der på Hatshepsuts foranledning i den periode var fremstillet
til i så fald også Senmuts "forgængere", faraonerne Tuthmosis I og
Hatshepsut selv. Og med de andre nævnte træk kunne dette vise, at han
forberedte sit gravanlæg, som om han var det efterfølgende led i denne
kongefamilie.
Den amerikanske egyptolog og senere direktør for Metropolitan Museum
of Art i New York, William C. Hayes - omtalt for sit fund af Senmuts
(pleje)forældres grav - fornemmede tydeligt Senmuts så åbenlyst
kongeagtige status i adfærd i forb.m. kongefamilien, således:
"...ham var det tilladt at optræde, faktisk som om han var medlem
af den familie...".
Senmuts magiske koder som hemmeligt våben
Statuer og billeder i templerne blev, ligesom navne og navneinskriptioner,
tillagt en magisk kraft. Nogle statuer i gravanlæg var endda beregnet
til, at sjælen kunne tage bolig heri, hvis mumien blev ødelagt.
Nogle af Senmuts særlige foranstaltninger med sine billeder i templet
var således bl.a. til brug for hans statuers og navnes beskyttelse mod
destruktion, iværksat af eksempelvis senere faraoner med en anden politik.
Desuden kunne metoden være en potentiel modforanstaltning i tilfælde
af oprør, hvor også aktioner med billedstorm kunne anvendes til
offentligt at reducere en herskers eller en guds magt.
På grund af Senmuts godt camouflerede arrangementer skulle
mange af disse statuer og billeder ikke let opdages; følgelig en mindre
risiko for overlast. Efter hvad senere fulgte, skulle dette vise sig at være
et klogt træk. Disse hemmelige arrangementer fra Senmuts side kan
også, som vi skal se, forklare den hidtil så ubegribelige og inkonsekvente
kurs, som Tuthmosis III siden fulgte, hvor han ødelagde et betydeligt
antal Senmut-statuer og -inskriptioner, men lod andre være urørte.
Det var hermed helt i overensstemmelse med den tids opfattelse, at
72