GÅDEN OM FARAOS DATTERS SØN - Ove - Visdomsnettet

temmelig stort dyr, dengang ikke ret almindeligt i Egypten hos privatpersoner,
men igen: kun hos kongelige - normalt tilhørte heste militæret
direkte under farao. Men her var en kostbart udstyret ridehest begravet
"med fuldt honnør". Senmut med sin skønhedssans må have værdsat den
højt, den var noget af et kongeligt statussymbol og brugtes af herolder.
Situationen fremstår her, som var der anvendt gangstermetoder, hvor
fjenderne som et ekstra raffinement ved deres terroraktion også foretog
en massakre på hans sjældne og kostbare ridehest. Det kan i nutiden
vække associationer til en lignende situation i Mario Puzo's og Francis
Ford Coppola's kendte roman/film "Godfather".
Ramose, der havde været den gamle konges krigskammerat og siden
fik en ærespost ved hoffet, blev som tidligere omtalt gravsat med sine
kostbare våben og fint indsvøbte våben: To langbuer og 70 specielt farlige
pile og et bronzespyd - alle beregnede til krig eller parade for en
højtstående officer. Her var der fulgt en skik udbredt flere steder i verden,
ved således at lade en stor krigers våben følge med i graven.
F.eks. da Amenhotep II, der var kendt som en mesterlig bueskytte, senere
i samme århundrede blev gravsat, fulgte hans berømte bue ham i graven.
Men hos Ramoses var buerne - så usædvanligt - brudt omhyggeligt
i stykker, en destruktionshandling der kunne tyde på at være en ekstra
forhånelse ved ombringelsen af denne kriger. At bryde et sådant våben i
stykker udtrykte ikke ualmindeligt underkastelse over for en fjende.
Tuthmosis III omtaltes ikke som prins
Det er blevet betvivlet, senest af egyptologen Joyce Tyldesley fra Manchester
University, i hendes bog "Hatchepsut" (London 1996), at så
mange mennesker døde på én gang som ved en katastrofe. Hun mener,
at der ikke er fuldt sikre beviser på (hvilket dog er ganske normalt i egyptologien
og også korrekt her), at Ramose og Hatnufer omkom som ofre
for et attentat. Hun foreslår da, at de døde på forskellig tid og gravsattes
med gravgods og nogle mumiekister, og er så senere blevet flyttet og
samlet her i en fælles samling af grave.
Også andre lignende forslag ses i cirkulation, uden at der overhovedet
synes foretaget nærmere analyse ud fra de arkæologiske facts og betingelser.
Således hos Tyldesley ses der bort fra, at udgraverne Lancing & Hayes,
ud fra deres egne direkte observationer af de nyåbnede grave, hævder
at disse mennesker var døde nogenlunde samtidig. Desuden var det
almindeligt ved den gennemsnitligt lave levealder i datidens Egypten, at
fremstilling af diverse gravudstyr blev forberedt ofte mange år forinden
ibrugtagningen.
Mumierne var ikke åbenlyst molesterede, men de afdøde kunne let
være blevet ombragt på en diskret måde - ikke nødvendigvis med gift, i
82