GÅDEN OM FARAOS DATTERS SØN - Ove - Visdomsnettet

Således har en yderligere indgang til den religiøse dimension også
netop været kosmologien, der var forbundet med stjernekundskaben.
Også her har Senmuts viden været betydelig, som allerede demonstreret;
- som bekendt omtaler flere rabbinerskrifter ligeledes Moses' særlige
kundskaber på dette felt. Og generelt i alle oldtidens kultursamfund
kendtes en overordnet stjernelære, baseret på kosmologien, indbygget i
de store gamle religioner.
Senmut/Moses har lært om ovenstående emner hos den præsteelite,
der sad inde med specialviden herom; han har her lært om en højere teologi,
der i hvert fald kan spores tilbage til pyramidetiden i 4. dynasti fra
2600 f.Kr., bl.a. en lære om én skabergud. De øvrige egyptiske guder
fremtræder mere som repræsentation for udøvende, specielle kræfter
med særlige funktioner i forskellige hierarkiske lag. Flere forhold i forståelsen
af selve den opbygning har overlevet i dele af de senere egyptiske
gnostikeres lære.
Forståelsen synes yderligere vanskelig for nutidens forskere. Den
danske egyptologiske autoritet Erik Iversen påpeger dette - i sin "The
Myth of Egypt and Its Hieroglyphs" (Princeton University 1993, s. 98) -
således:
"...de sterile og livløse voksfigurer, som den mere rent umetafysiske
metodik i moderne egyptologi har reduceret det egyptiske panteon
til".
I sin (senere tilmurede) obelisk-indskrift proklamerer Hatshepsut, at hun
eksisterer som den strålende essens af Universets Herre eller Ari-su,
'han, som er selvskabt' og som også skabte Det hellige Æg ('Verdensægget').
Videre står der, at hun således er datter af Khamut-f, dvs. netop den
selvundfangede og selvkreerede gud. Også heri genkendes dele af en
særlig teologi om én skabergud.
Denne lære er Senmut blevet indført i. Visse træk kan genkendes bag
Moses' lære - senere krystalliseret til det der kaldes monoteisme (monolatri)
- men var allerede i pyramidetiden en del af et teocentrisk verdensbillede
med dette gudsbegreb som værende altid tilstede og altomfattende.
Dette at etablere på det personlige plan et møde mellem to religiøse
veje, tanke/intellekt og følelse/intuition, der kan føre frem til spirituel
indsigt og illumineret erkendelse, lå endnu forude for denne fremtidige
religionsstifter.
Templerne var ikke ualmindeligt bygget sådan, at centrale rum eller
selve anlæggets layout udtrykte en genspejling af himlen, Det hellige
sted, templet, ansås derfor som et forstærket kontaktsted til at nå guden
eller assisterende guder. Hermed stod arkitekten ved sin implicering som
en af religionens fornemste formidlende assistenter i det jordiske.
En religiøst udtænkt arkitektur vil i visse tilfælde være i stand til,
som antydet, at udløse en religiøs følelseseffekt hos beskueren. Den tys-
162