GÅDEN OM FARAOS DATTERS SØN - Ove - Visdomsnettet

Som før antydet fandtes den opfattelse, at en indtagelse af en guds krop kunne
gavne - helliggøre, helbrede - den, der spiste den. Lignende virkning mentes tidligt
at kunne opnås ved at indtage en beskeden mængde pulveriseret mumie, for mumier
var blevet helliggjorte ved særlige ritualer under eller især lige efter dødsprocessen.
Dette middel fra oldtiden, mumiepulveret, fandtes endnu i europæiske apoteker
frem til 1900-tallet, og under periodisk mangel på egyptiske mumier brugtes som
erstatning "discount-mumier", disse var tørrede lig fra Bosnien (forsvaret med, at
"de var jo ikke kristne").
Hos oldtidens grækere og romere var henrettede forbryderes blod også eftertragtet
som lægemiddel. Jf. R. Selinger: "Experimente mit dem Scalpell am menschlichem
Körper in der griechisch-römischen Antike" i Saeculum 50 (1999, s. 29-47).
Bogen angiver, at et lignende middel kendes fra middelalder og renæssance, hvor
bødlerne, straks når de havde henrettet en forbryder, har kunnet sælge det friske
blod; dette menes i flere tilfælde endda at være blevet direkte drukket.
Metoder brugt i flere tusinde år, hvor forbydere - grusomt og uetisk - kunne blive
torteret til døde, ved at de enten korsfæstedes, firedeltes ved partering eller sattes
på hjul og stejle, refererer til den kosmiske orden, verdenskorset, de fire verdenshjørner,
himmelcirklen, Verdens-aksen etc. Her anvendtes et ritual, ved hvilket forfædrene
havde ofret en gud/konge (jf. Osiris, Orfeus m.fl.). Hos Jesus foregik det på
et traditionelt, kosmisk tidspunkt til afholdelse af mysteriespil med forårsoffer, nemlig
ved jævndøgnets første fuldmåne, dvs. påskefesten.
At forbrydere kunne være ophøjede, står stærkt i historien. Også i nutiden, hvor
de ofte ses i helteroller i litteratur, presse og film. Og de to forbrydere, der dengang
henrettedes tæt ved Jesus, var i realiteten som parallelofre, idet Jesus måske kun
døde symbolsk. Intet evangelium siger entydigt, at Jesus døde, men blot "...opgav
ånden...", det betyder lige såvel 'besvimede'.
Ved dette spørgsmål om fortolkning vides ikke præcist, hvor tidligt traditionen -
om vægten på Jesu død fremfor Jesu liv - startede og blev afgørende som et af de vigtigste
fundamenter i religionsopfattelsen eller konfessionen overhovedet. En anden
opfattelse af de tidligste begivenheder ville kunne finde støtte i nogle hidtil mindre
analyserede forhold som f.eks. hans blødende sår: Enhver kirurg eller slagter ved, at
der ikke kan løbe blod ud af en død. Desuden implicerer det ikke nødvendigvis døden
at hænge seks timer på et kors. De to forbrydere døde da heller ikke af det, men kun
fordi deres knogler blev brækket bagefter, mens Jesus netop skånedes for dette.
Flere nutidige forskere i teologi og historie tvivler på hele begivenheden, men
det ligger dog mere lige for, at hans tilstand ved korsfæstelsen ikke nødvendigvis
medførte døden. Og just en sådan tvivl er kendt gennem historien - eksempelvis kan
Quranens sura 4,157-158 læses netop på den måde:
"...de hverken dræbte ham eller korsfæstede ham, men det forekom kun sådan...".
Hvis det Nye Testamentes fremstilling af korsfæstelsen senere i de troendes forståelse
eventuelt ikke skulle være overens med realiteternes historiske nøjagtighed, så
er dog denne centrale begivenheds forløb og indhold - gennem det snart totusinde-
172