GÅDEN OM FARAOS DATTERS SØN - Ove - Visdomsnettet

"...foretage eftersøgning (eller "opdagelse") i hemmelighedsfulde
dale..."
- hvilket ellers næppe ville være det mest nødvendige at foretage sig
midt under en større magtkamp i Theben. Ligesom det heller ikke ville
kræve opmarch af et pænt antal soldater.
Tuthmosis III har næppe heller f.eks. søgt at tilfredsstille en usædvanlig
geografisk interesse for specielt disse dog allerede så veludforskede
dalområder omkring minedistriktet. Så at kalde dette togt at "gå på
undersøgelse" på "hemmelighedsfulde" steder, synes tydeligvis at være
et forsøg på omskrivning af hans egentlige formål: At lede efter sin forsvundne
konkurrent i hemmelige skjulesteder.
Ved at proklamere det nævnte formål havde Tuthmosis III sikret sig
mod eventuelle overraskelser fra hærens folk. Dette var nødvendigt, især
fordi Senmut/Moses i sine embeder på flere områder også havde hæren
under sig. Derfor måtte Tuthmosis III regne med, at der blandt hærens
folk kunne være en del, der ikke pludselig opgav deres loyalitet over for
Senmut/Moses, som de stadig kunne formode sad ved magten, idet skinhenrettelsen
i begyndelsen var blevet hemmeligholdt.
På sin stele på Sinai med inskriptionen med den veludtænkte "officielle"
forklaring, som Tuthmosis III - ifølge samme tekst - i Hatshepsuts
år 16 efterlod som alibi for sin "opdagelsesfærd", figurerer bl.a. navnet
på den medbragte nye kongelige herold Cheriuf. Men denne mand viste
sig senere ifølge sin gravinskription fortsat at have været loyal Hatshepsut-tilhænger.
Sådanne forhold er med til at tegne baggrunden for, at
Tuthmosis III - foruden ikke at nå sit mål på Sinai - har måttet skjule dette,
ekspeditionens egentlige formål, for næsten alle deltagere i sit medbragte
korps.
Det ligger lige for, enten at Senmut/Moses gennem sine forbindelser
- eller at hans indflydelsesrige forbundsfæller på egen hånd - nemt kunne
have arrangeret en skjult sabotage mod fødevarelagre i hærens depotbyer
ved grænsen. Hermed kunne i så fald soldaterne, uafvidende, blive
påvirkede - døvede - af et infektorisk eller lidt bedøvende stof i maden.
Rabbinerskrifterne gengiver det - jf. Ginzberg's "Legends of the Jews"
(vol. 2, s. 282) - på følgende måde, at:
"...farao arrangerede forfølgelse, men det var forgæves. Kongens
tropper blev dels ramt med blindhed, dels med døvhed. Den døve
kunne ikke give oplysning om hvor Moses kunne gemme sig, og den
blinde, hvis han vidste noget, kunne ikke komme dertil...".
Det er heller ikke utænkeligt, at der bag denne tekst har foreligget en oprindelig
beretning om en bestemt handlemåde hos enkelte tropper, der
var loyale mod det gamle regime:
- Faraos udsendte tropper havde således ledt efter Moses i Egypten
og helt ovre på Sinai. Men de var på forkert spor, hvad netop sådanne sta-
124