GÅDEN OM FARAOS DATTERS SØN - Ove - Visdomsnettet

Opklaringsproblemet - og skurkerollen
Således også inden for verdenshistorien findes der ekstreme dramaer,
der overgår fantasien: i nutiden genkendes bl.a. lignende træk som ved
den pågældende manipulation i form af identitetstyveriet.
Bedrageriets succes kan let forstås ved at se på kendte eksempler i nutiden,
hvor attentat-udsatte statsoverhoveder lader skuespillere med ydre
lighed maskere og træne i at kopiere attituder og stemmeføring. En statsleder
kan hemmeligt opholde sig langt væk, mens en stand-in vildleder
modstandere (eller pressen) andetsteds. Hitler og Stalin brugte talrige
dobbeltgængere; metoden er et veldokumenteret trick også hos 2. verdenskrigs
øvrige ledende generaler. Og f.eks. afsløredes i 1980erne en af
Iraks diktator Saddam Husseins mange "kopier", ved at den pågældende
havde glemt at male et modermærke på halsen under venstre øre.
Når en leder dør på et ubelejligt tidspunkt, kan metoden være brugt
over for den uvidende offentlighed, f.eks. ved i flere uger at foregive, at den
i hemmelighed afdøde stadig var i live. Og hvordan dokumenteres f.eks.
en ældre, hemmelig intrige, der i sagens natur var uden inskriptioner?
Senmuts mærkelige skæbne kan kun forstås, når det bliver klart, at
han var prinselig tronkandidat! Og Moses' historisk usædvanlige drivkraft
må - med netop en sådan baggrund, med hans private forhold og
dét, der skete med ham på grund af tilsidesættelsen af ham, samt ved
hans personligt stærkt chokerende oplevelser - derfor have udgjort et
præsentationsproblem allerede i samtidens historieoverlevering.
Dette er et velkendt fænomen; jf. da en første generation af historikere,
der ikke selv levede under 2. verdenskrig, allerede derved kom så meget
på afstand, at de, ud fra aktstykker eller mundtlig beretning fra de gamle,
ofte ikke kunne se tilstrækkeligt, og fatte tidsåndens præg på handlingerne.
Relationsløse historikere kan hævde, dog ikke altid med rette, at have
større indblik end vidner eller de involverede parter selv, hvilke til gengæld
i sådanne tilfælde godt kunne ønske at "redde historien fra historikerne".
Også i lignende situationer arbejder mange historikere ud fra den ide,
at der kan anlægges køligt videnskabeligt syn på begivenheder og personer:
Skønt alment kendt, og endda påvist af Niels Bohr, overses ofte dette
at påkalde sig større grad af objektivitet åbner for illusion; og at realiteten
viser den praksis, at historie "blot" er de facts, man er blevet enige om.
Så hvordan skulle skinhenrettelsens hårde chokpåvirkning såvel som
det mareridtagtige identitetstyveri og konsekvenserne heraf kunne overleveres
tilstrækkelig konkret? Og hvordan skulle en forskning, der er naturligt
begrænset af sine metoders rammer, være i stand til at anerkende det?
For selv efter at have overkommet den store forskel på at kende nogle
reelle data om en sag og på at kende dele af en mere konkret sammenhæng,
ville forskningen almindeligvis ikke, og selv ikke ved kendskab
158