GÅDEN OM FARAOS DATTERS SØN - Ove - Visdomsnettet

10. KAPITEL
Den skæbnesvangre intrige
Ypperstepræstens dobbeltspil
Hapuseneb, der var Amons ypperstepræst i Theben, blev en af Egyptens rigeste
og mest indflydelsesrige dignitarer. Ud over det forhold, at han som
indehaver af dette mægtige embede kontrollerede Amontemplernes jorder
og ejendomme, havde han og "næstøverste Amonpræst" egne paladser og
godser med store stabe af sekretærer og tjenere af alle slags. Han havde ligesom
præsteorganisationen både handelsskibe og en egen lille privat hær.
Mange af de personer, som den tids ypperstepræster udpegede til
indsættelse i statsadministrationen, havde end ikke gejstlig baggrund.
Selv hos farao anbragte ypperstepræsten egne mænd som hoffolk.
Præsteskabet ekspanderede til en overklasse, en præstekaste, der
ejede næsten halvdelen af Egyptens jord (sml. den katolske kirke, der
f.eks. i Danmark frem til reformationen i 1500-tallet ejede en tredjedel
af jorden, som den styrede helt fra Vatikanet). Alene de mange præsters
grave udgør en fjerdedel af samtlige begravelser ved Theben.
Når faraonerne skulle føre krige, var de ofte afhængige af de gigantiske
økonomiske midler hos præsteskabet (templerne havde et uhyre antal
kornkamre og var veritable kapitalbanker). Således ses, cirka 100 år
efter Tuthmosis III, at farao Akhenaton (Amenhotep IV) - der brød så afgørende
med dette Amonpræsteskab - ikke førte nogen krige af betydning,
skønt naboerne benyttede sig af situationen og attakerede rigets
grænser. Dette må derfor også ses i lyset af hans nedbrudte forhold til
Amons præsteskab og dets formidable pengekasse.
Hatshepsuts første 13 år som Tuthmosis II's dronning 1523/22-1509
f.Kr. og dernæst hendes eget regime i cirka 22 år først som regent og siden
som kronet farao 1509-1487 f.Kr. var mest en fredelig periode i Egyptens
historie. Og fra starten synes hun i virkeligheden at have siddet mere
på magten end gemalen gjorde. Ikke utænkeligt må præsteskabet have
søgt midler til at styre hende, f.eks. ved at bidrage mindre til krigskassen.
For der var netop ingen større felttog, erobringer eller periodiske småkrige
på hendes tid bortset fra to-tre grænsestridigheder med et enkelt togt
til Nubien, hvor hun som nævnt fulgte den tradition, at farao personligt
stod i spidsen for hæren (enkelte egyptologer anser ekspeditionen som en
fredelig handelsekspedition, uden at ænse inskriptionernes tale om krigstogt).
Hun havde i stedet for kostbare krigsudgifter stort set valgt en strategi,
der oven i købet styrkede hendes position i forhold til præsteskabet:
84