GÅDEN OM FARAOS DATTERS SØN - Ove - Visdomsnettet

Først de mere forsigtige eller skjulte tilhængere af Hatshepsut:
- Senmen var, skønt en nær kollega til Senmut, tvunget til at fortsætte
under Tuthmosis III, men hans gravinskriptioner viser, at han var Hatshepsut
hengiven. - Dette gjaldt også Amenhotep, der på nogle områder
var Senmuts efterfølger hos Hatshepsut - foruden at det gjaldt f.eks. den
tidligere omtalte herold Cheriuf.
Øverste statsguldsmed og hofalkymist samt forvalter for tribut i guld
og sølv fra nabolandene, den tidligere nævnte Thutiy, der lagde guld på
Hatshepsuts obelisker, var trofast over for Hatshepsut. I sine gravinskriptioner
angav han om sig selv:
"...min mund bevarede hemmelighederne i paladset..."
- selv om også han nu måtte tjene hendes modstander og efterfølger
Tuthmosis III. Skønt gravkamrenes vægge almindeligt opfattedes som et
mere frit sted at udtrykke sin opinion, ses han dog for en sikkerheds
skyld at nævne Tuthmosis III. En mand som Thutiy i en højtbetroet stilling
var naturligvis blandt den gruppe embedspersoner, der mest kunne
være udsat for udspionering, bl.a. imens deres gravanlæg blev indrettet
længe før deres død. Men dog tillod Thutiy sig efter dette forsøg på afbalancering
at afslutte sin tekst lidt oprørsk med:
"...Leve Maatkare's (Hatshepsut's) sjæl - måtte Amons højtelskede
datter leve evigt...".
Ligeledes turde en anden trofast Hatshepsut-tilhænger, bygmesteren Duaujneheh,
ikke nævne hende for meget - bortset fra en enkelt gang, hvor
han ikke kan lade være med begejstret at omtale hende som:
"...guddommelige herskerinde over De To Lande (Øvre og Nedre
Egypten)...".
Ellers benyttede han sig vidtgående af at kunne skjule sin mening ved
hjælp af det tidligere beskrevne "problem", at når Hatshepsut omtaltes
som "kongen", levnede sproget kun mulighed for at omtale hende i hankøn,
så det af sammenhængen ikke var klart, om han mente hende eller
Tuthmosis III.
Endnu en person fra disse cirkler, Ahmose-Pen-Nekhebet fra Øvre
Egypten, havde tjent Amenhotep I, Tuthmosis I og siden hen Hatshepsut
som officer på deres togter. På et af Tuthmosis I's togter - i det sydlige
Palæstina under kampe med oprørske beduinfolk, heqa sheshu - tog denne
officer "så mange fanger, at han ikke talte dem".
Han fulgte siden hen den tradition, hvor han som højtstående officer,
der havde udmærket sig, kunne blive tilknyttet hoffet som lærer/"tutor"
og fik i en kort periode denne post som endnu en opdrager for den unge
prinsesse Neferure før Senmens og siden Senmuts overtagelse af posten.
Han endte med at tjene under Tuthmosis III. Alligevel var han i sine gravinskriptioner
respektfuld over for Hatshepsuts titler og skrev bl.a. "gudens-hustru",
men undlod dog at betegne hende med hendes kongetitel.
150