GÅDEN OM FARAOS DATTERS SØN - Ove - Visdomsnettet

han et par år yngre. Ligeledes af politiske grunde fremskyndedes en tidlig
graviditet for at kunne give fødsel af en mulig tronarving: Moses. For
hans biologiske far - en ældre stand in for Tuthmosis II - var også af kongeslægten.
Moses' oprindelige status ved hoffet har givetvis været generende
for Tuthmosis II, især efter at denne blev farao (cirka 1523 f.Kr.).
Da Tuthmosis II døde efter cirka 13 års regeringstid efterlod han sig
to døtre med Hatshepsut som deres mor, samt en højst etårig søn, hvis
mor var den tidligere nævnte haremsdame Iset.
Efter nogle års enkestand for Hatshepsut - hvor præsteskabets støtte
til hendes regentskab efterhånden kunne blive problematisk, hvis hun insisterede
på, at hendes og ikke Tuthmosis' søn skulle blive den næste farao
- lod hun sig selv krone til farao i stedet. Dette usædvanlige træk må
netop have været til beskyttelse af hendes søn, mens de ventede på bedre
tider, hvor han forhåbningsvis kunne blive fuldt anerkendt til at bestige
tronen.
I alle forhold ønskede Egyptens herskere medvind og kraft, hvilket
traditionelt kunne søges opnået ved at "efterligne guderne". Herskerne
kunne gøre dette som deltagere i kultiske mysteriespil eller i udførelse af
praktiske formål og pligter i et regi, der var tilpasset gudernes handlinger,
som kendtes fra teologien og myterne. Også Hatshepsut har deltaget
heri.
Og netop her i Hatshepsuts tilfælde fandtes en klar, hellig præcedens
for en fornem mor, der beskytter sin søns arv, nemlig gudinden Isis, der
som enke beskyttede sønnen Horus ved at skjule ham og regere, indtil
han var vokset op og kunne indtage regentskabet. Kronprinser guddommeliggjordes
officielt ved at blive identificeret med gudesønnen Horus
- og afbildedes ofte i dennes skikkelse.
Inden for 2. dynasti havde enkedronning Nemaathep regeret for sin
lille søn, den senere kong Djoser, og i 6. dynasti havde enkedronning Ankhes-Merire
regeret for den kun seksårige kong Pepi II. Også i dynastier
efter Hatshepsut kendes sådanne tilfælde. Dog, ingen dronning regerede
for en nevø, og der var heller intet forbillede hos guderne for dette! Men
Tuthmosis III var netop nevø til Hatshepsut, og hans mor levede stadig.
Trods forskningens kendskab til disse facts, ses det ustandseligt og
udokumenteret gentaget i nutidens publikationer om Hatshepsut, at hun
regerede på sin nevøs vegne. Men ingen ved det med sikkerhed. For der
kunne oprindelig have været tale om en anden end nevøen. Heri findes
snarere en del af forklaringen på hendes overraskende kroning til farao.
Den diskrete kongelige søn
I egyptologien er det en udbredt erfaring, at man sjældent kan være sikker
på ret meget, og at virkelighedens verden hyppigt overgår fantasiens.
Vanskelige forskningsforhold kan resultere i utilstrækkelige undersøgel-
41