GÅDEN OM FARAOS DATTERS SØN - Ove - Visdomsnettet

Efter 900-tallet f.Kr. blev persisk og babylonisk indflydelse stærkere, mens visse
kosmologiske aspekter kendt fra Senmuts opstilling efterhånden tabtes. Og den
østlige indflydelse viser fremtrædende brug af Zodiak'ens (Dyrekredsens) 12 stjernebilleder,
der nu fandt vej til egyptiske stjernekort; især i den seneste, den græskegyptiske,
epoke - dvs. efter 332 f.Kr.
Nyskabelser hos Senmut
Blandt Senmut-kortenes kosmologiske afbildninger af stjerneguder eller dæmoner
repræsenterer flere af disse en måneds vigtigste dage, hellige festdage. Senmut, landets
øverste kalenderbestyrer, har på det nordlige kort desuden afbildet 12 månedscirkler
(enkelte forskere har foreslået dem også at være et astrologisk system, månehuse)
- de ses ikke på senere kort.
Den høje mast på dette kort blev tidligt identificeret som "Verdens-aksen" af
den tyske astronom og astronomihistoriker Ernst Zinner, omtalt i hans afhandling
"Die Sternbilder der alten Ägypten", i 'Isis' (vol. 16, 1933, s. 301-325). Aksen - ikke
at forveksle med Jordens akse - forløber som en lige sigtelinje tværs over himlen
gennem dennes mest kraftigt lysende stjerner Canopus, Sirius og Lyra. Denne linjeføring
blev brugt til at måle ud fra - endda så sent som i 1700-tallet, bl.a. af den danske
astronom Ole Rømer.
Men det sydlige kort - der er daterbart - er anderledes opdelt: i mange kolonner.
Langt de fleste af disse, men ikke alle, er dekaner. Og deres traditionelle faste rækkefølge
er fra stjerneur-systemet, hvor dekanet med Sirius altid er sidste nummer,
dvs. nr. 36. Overalt i den foreliggende tekst bruges Neugebauer & Parker's nummerering
af dekanerne.
Egyptens ældste stjerneure ses ofte i diagramform: dekan-skemaer - undertiden
med flere farver - sat på indersiden af mumiekisternes trælåg, så at de afdøde kunne
"se" dem. Stjerneurenes dekaner blev - sandsynligvis ved en nyskabelse fra Senmut
som det ældste eksempel - "flyttet ud af kisten" og med forøget indhold placeret
i en "tilsvarende" position udenfor og i forstørret udgave, nu oppe på gravkammerets
loftflade.
Inden for dette emne findes den anden nyskabelse hos Senmut, idet der til selve
dekanerne, som han nu lod opstille uden det komplicerede stjerneur-diagram,
også er føjet det omhandlende komplette himmelkort med planeter samt stjernebilleder.
Heraf både de få tidligt kendte af egypternes stjernebilleder og især mange af
de senere - flere af disse ses her for første gang.
Af de tidligste med sikkerhed kendte stjernebilleder har Senmut afbildet den
vigtigste stjerne for egypterne, Sirius, Sopdet (spdt). Stjernen er personificeret som
den vigtigste gudinde, Isis, på kortet placeret i det ligeledes vigtigste dekan, nr. 36.
Under Senmuts dekaner nr. 31-35 findes s3h (Sahu), 'Orion', personificeret som
Maahaef, 'han der ser bagud'. Hovedet vender "bagud" mod højre, dvs. som alt på
kortet mod øst, ligesom den græske stjernemytes Orion (hvis græske navn netop viser
positurens retning bagud mod østhorisonten).
Himlens 10-graders sektorer, dekaner, er angivet ved at deres navne med hiero-
178