GÅDEN OM FARAOS DATTERS SØN - Ove - Visdomsnettet

stand. Det skete stadig uden at alle disse indgreb i hallen blev kritiseret.
Da Tuthmosis III mur-indkapslede Hatshepsuts obelisker, lod han
"til erstatning" opstille to af sine egne foran templets 4. pylon, og "skjulte"
det ved at lave dem delvis som kopier af hendes obelisker. De ligger
nu som rester omkring Hatshepsuts eneste tilbageværende obelisk.
Hvad mon det var for mystiske forhold ved denne hal? Der kendes ikke
til om inskriptioner er bevaret om den side af aktionen, hvor Senmuts indsats
med opstillingen af Hatshepsuts obelisker kunne fordrejes til at blive
brugt imod ham selv. Forløbet skal ses ud fra den stærke logiske konsekvens
ved de pågældende forandringer, startet af Hatshepsuts ønske om
indgriben i hallen, hvorefter det er et faktum, at Senmut efter opstillingen
af obeliskerne - kort før sin forsvinden - blev frataget sit værks triumf.
Det ville netop være særdeles effektivt indledningsvis at underminere
Senmut på et af hans mægtigste ansvars- og magtområder, nemlig
overopsynet med disse - også religionspolitisk følsomme - tempelbyggerier,
landets største ressourcekrævende virksomheder af indvirkning på
beskæftigelse og økonomi. Således at rejse tvivl om hans virke kunne
bruges til at skabe en breche i grundlaget under den mægtige Senmut og
herved bane vej for at introducere langt alvorligere, ellers normalt utænkelige
anklager imod ham.
Og det viser sig, at i tempelgårdshallen fandt de ritualer sted, der var
forbundet med kongens opstandelse, når den konge efter døden forenede
sig med Re. Denne solgud var desuden netop tilknyttet obeliskerne.
Senere tekster viser, at også Osirismysterier tilhørende disse ritualer
udførtes her. Man valfartede årligt fra hele Egypten for at være nær dette
ceremoniel i landets helligdomscenter. Det vil forklare obeliskteksternes
tilmuring, samt at Senmuts præg på det sted skulle holdes borte fra den
kommende konge og dennes slægt: I denne hal stjal Tuthmosis III tronen
ved et kup mod Hatshepsut midt under ceremoniellet (jf. kap. 17).
Heroldtitlen som genial beskyttelsesstrategi
Senmut må have været yderligere bevidst om voksende fare, idet han på
dette tidspunkt fandt på en speciel udvej til at beskytte sit liv, især når han
var borte fra begivenhederne og dermed konspirationen i Theben.
Bag rabbinerskrifternes beretning - mere herom senere - er det muligt
at gennemskue med klarhed, at Moses (Senmut) skulle gøres til syndebuk:
stedfortrædende offer. Dødsstraf for en højtstående som Senmut
kunne kun vanskeligt komme på tale, medmindre det drejede sig om
f.eks. drab på en af faraos herolder, der repræsenterede farao selv, hvilket
derfor automatisk kunne udløse ubetinget dødsstraf.
Men at han i stedet blev udsat for skinhenrettelse, hvor han kun blev
symbolsk dræbt, vil netop skyldes, hvad der nu vil blive klart: At den
strenge dødsstrafregel så paradoksalt også har medvirket til at redde ham.
90