GÅDEN OM FARAOS DATTERS SØN - Ove - Visdomsnettet

"...hans navn er: himlens tyr der sejler/rejser ("færger") på østlige himmel...".
Også dette er i fuld overensstemmelse med situationen i året 1534 f.Kr., og vil fremgå
af den detaljerede oversigt i Skema 2 og Diagram 1, idet Saturn var østligst af alle
planeter på himlen, kun cirka 30 grader fra forårets jævndøgnspunkt dengang (som
udgør den 0'te grad på ekliptika, Solens såkaldte bane). "Tyr" var ofte egyptisk prædikat
for en planet, og især de store planeter kendes i afbildninger som "himlens okser",
der langsomt vandrer.
De ovennævnte betegnelser for Jupiter og Saturn i henholdsvis syd og øst blev
senere en fast form fortsat på flere senere stjernekort, oftest uden at Jupiter og Saturn
aktuelt havde stået i hhv. syd og øst på himlen.
Året for konjunktionen - statistisk bestemt
Skema 1 viser hyppighed af forekomster af det omhandlede konjunktionsmønster i
det definerede himmelområde. Senmut-kortets sammenstilling af de fleste planeter
på en kortere himmelstrækning sandsynliggør, at egypterne anvendte begrebet
"konjunktion", men med hvor vide grænser er uklart. Derfor, og pga. de hurtige
småplaneter, er der i statistikken i Skema 1 og oversigten i Skema 2 nu til konjunktionens
udstrækning givet en rigelig bred margin på cirka 60 (bue)grader - med 30
grader til begge sider fra Sirius' position. Den mindre hurtige Mars gives 20 grader
for mulig bevægelse i perioden.
På Senmuts tid var Sirius' position 54 grader fra forårsjævndøgnspunktet. Derfor
vil en konjunktion ud fra ovenævnte kriterier anses i statistikken, Skema 1, for
gældende kun inden for cirka 25. til 85. grad fra forårspunktet.
I enkelte tilfælde, hvor en konjunktion ikke spreder sig væsentligt, selv om afstanden
fra Sirius øges yderligere et par grader, gives her en større margin end de
angivne 30 grader fra Sirius, fordi det for egypterne stadig må have taget sig ud som
konjunktionens fortsættelse. Den kan i så fald være forlænget til f.eks. efterfølgende
nymånes indtræf.
Planeterne kunne ikke observeres direkte, før Solen havde passeret ud af konjunktionen,
der i det tidsrum var på himlen om dagen.
Overskues efter Senmuts tid de følgende 1.500 år, hvor der forekommer stjernekort
eller lignende gengivelser, og gives den samlede periode en bred margin også
før Senmut (ud fra statistiske hensyn), er statistikken (Skema 1) da opstillet til at omfatte
årene fra 2500 f.Kr. til 100 e.Kr.
Endvidere inkluderes i beregningen forårspunktets langsomme forskydning
baglæns, cirka 50,25 buesekunder årligt - astronomisk kaldet præcessionen. I oversigtens
2.600 år ændres Sirius' position fra 39 til 68 grader fra forårspunktet. Metoden
til at finde konjunktionerne er at afsøge den langsomste planet Saturns cyklus:
29,5 år, i møde med Jupiter: cyklus 11,7 år, og Mars: cyklus 1,8 år, etc.
Skemaet har nøjagtighed på under en halv grad og er baseret på Stahlman &
Gingerich's "Solar and Planetary Longitudes 2500 BC to 2000 AD", (1963). Videregående
computeranalyse er fra beregninger fra RCCO Ltd., Coín.
181